Igen i år er jeg projektansvarlig for Danmark Mod Landminers kampagne på Roskilde Festivalen. Som en hel del gange tidligere skal vi lave en drinksbar ude på campingarealet, hvilket altid er en sjov og til tider uforudsigelig udfordring. Der kan være nogle forhindringer som kræver opfindsomme løsninger og lidt ekstra gå-på-mod, men da arbejdet er ufatteligt givende og foregår i selskab med inspirerende ildsjæle glæder jeg mig altid helt ufatteligt til dette tidspunkt hvert år.

Ud over de penge som foreningen kan indsamle ved at sælge udsøgte drinks til festivalgæsterne, så har DML fokus på at oplyse festivalgæsterne om hvilke aktiviteter foreningen ellers rummer, og hvor de indsamlede midler havner henne. I år forsøger vi at synliggøre foreningen med Gi’ Et Ben-kampagnen.

Klik her for at se den indsatte video.

Ved at rulle sit bukseben op kan du være med til at vise din sympati for verdens landmine ofre. Samtidig beder vi dig om at tage et billede med din mobiltelefon og oploade det på vores facebookside. Billederne ender med at blive udstillet på Roskilde Festivalen og forhåbentlig mange flere steder. Jo flere ben vi kan samle, jo større gennemslagskraft kan vi skabe, og vise landets ledende politikere, at vi er mange som mener, at vi som nation har en international forpligtelse til at bekæmpe udbredelsen af landminer.

Hvis du kunne tænke dig at vide mere, eller kunne tænke dig at hjælpe os enten med lave drinksbaren eller kampagnen, så er du altid velkommen til at skrive til mig i kommentarfeltet. Hvis du har lyst til at vise landmineofrene din støtte, så må du også gerne oploade et billede af dit oprullede bukseben.

Jeg har lige skimmet programmet igennem og markeret hvilke koncerter jeg med ret stor sandsynlighed vælger at gå til.

Det er påfaldende at jeg kun orker 2 orangekoncerter (Kaizer er i medlidenhed), men jeg har generelt svært med fællessang og massertramp. Til gengæld er det fedt at Cosmopol har samlet så mange af de nye interessante navne. Især fredag aften kan jeg tage kaffekande og havestol med, og se samtlige koncerter.

LYN OBSERVATIONER: PJ Harvey på grøn – fornuftig valg, især fordi Iron Maiden vræler samtidig på orange. Portishead på orange – dømt til at fejle. Magnetic Man skal nok blive en hjernedød fest, jeg takker nej. James Blake efter Gaslamp Killer kommer overhovedet ikke til at fungere. Congotronics oveni Chris Cunningham er året sværeste valg. Deadmau5 på orange – jeg tvivler meget på at det holder. Søndag er typisk kedelig – udover den glimrende fest søndag nat.

Det er naturligvis årets Roskilde Festival der henvises til. Roskilde Festivalen har nemlig her til middag offentliggjort størstedelen af årets festivalprogram, som bød på flere positive overraskelser.

Det har ellers set lidt sort ud, for rillen fra de senere år så ud til at fortsætte. Jeg havde ellers næsten affundet mig med situationen, at Roskilde Festivalen bare ikke arrangerer festival for mig, men for gæster, som er langt mere Sunny Beach- og drukorienterede, end jeg, der går op i musik. Jeg var endda gået så vidt, at jeg forestillede mig at Roskilde Festivalen ville offentliggøre, at næste års X-faktor finale ville blive afholdt på Orange scene: Den eneste scene i Danmark, som er større end Parken..

Klokken 12.00 var der blæst til pressemøde i genopståede Stengade, men allerede 11.45 ville live-streamingen begynde, så forventningsfulde Roskilde-entusiaster kunne følge med i lottotrækningen, hvor altså resten af festivalens program skulle gives frit. Men allerede klokken 11:41 sprænger et tweet al forventningen itu og overflødiggør komplet pressemødet. Festivalplakaten findes nemlig som pdf-fil på festivalens egen server, og nyheden rammer min info-kanal.

Hvor mange der har set dette tweet ved jeg ikke. Men den første retweeter – altså den første der videresender informationen – har over 500 views. Det er hashtagget #rf11, der gør at tusindvis af netbrugere straks ser plakaten, og den virale effekt eksploderer, da disse netbrugere sender den videre til deres respektive netværk på andre sociale medier (lad os blot kalde disse medier for facebook). Forinden (kl.11.34) har der på Roskilde Festivalens facebook-profil ligget/leaket følgende besked.

Hvis nogle skulle være i tvivl, så skriver vedkommende ikke denne statusopdatering for pænt at orientere festivalen om tilgængeligheden. Det er ganske klassisk net-skik at underspille et break på denne facon. (Med det forbehold at vedkommende rent faktisk var den første der fandt plakaten).

7 minutter gik der fra break til at nyheden rammer mig. Det er faktisk længere tid end jeg havde forventet. For Roskilde Festivalens programoffentliggørelse er massivt overvåget af frående forventningsfulde fans. Og her er den så..

Og hvad er der så på plakaten?

Roskilde Festivalen 2011

Havde det ikke været for linkets oprindelse på Roskilde Festivalens egen server ville jeg havde troet at det var en hoax! Designet er nemlig så ualmindelig frastødende grimt. Et orange bremsespor, og nogle materiebetændte klatter i samme farve. Hvad det skal henvise til står hen i tågerne.

Men den er god nok! Den er the real deal. Her 4 timer efter offentliggørelsen kan jeg se at masserne savner headliners; fx Tanten og Svinehunden. Det gør jeg nu bestemt ikke, men jeg går heller ikke specielt meget op i hovednavnene. Med fortiden in mente vil jeg mene at dette er på vanligt niveau. Der er masser af orangeværdig stadionrock, mens Mastodon og Iron Maiden skal nok buldre heavyen løs. Sri Lankanske M.I.A aflyste desværre sit besøg i 2008, men hendes musik og politiske agenda er stadig lige interessant, mens der bydes på fællessang undervejs. PJ Harvey har med 2011-albummet Let England Shake revitaliseret sit helt unikke talent, som måske ikke er den bredeste røvguitar, men appelerer til rigtig mange festivalgængere.

Hvis man synes der mangler et par headliners, så skyldes dette nok også grafikerens manglende evner. Big Boi, der udgør 50% af OutKast, må i den grad siges at være glemt headliner. Det samme kan siges om Janelle Monae og smørtenoren James Blake, hvis navne næsten er blevet helt væk på plakaten! Er man til de sikre kort kan man sindsro stemple ind med fadølen til Foals, Lykke Li, Veto, Anna Calvi, Oh Land, Kurt Vile og The Walkmen. De bider ikke og leverer høj kvalitet, der både byder på fællessang og arm-i-arm vuggen.

Efter nogle hensygne år synes verdensmusikken vældig flot repræsenteret. Er man fan af zumba vil Congotronics vs Rockers, Afrocubism samt brødrene Femi Kuti og Seun Kuti, som alle har udspring i vestafrikansk musik, henrykke. Musikken bobler af rytmik og livsglæde; lur mig om ikke teltene vil svaje i takt til det samlede publikums eufori. Danske Frisk Frugt og de sydafrikanke klovne i Shaangan Electro ser jeg også enormt meget frem til. Her er lidt sydafrikansk hipsterdans til dit smilebånd.

Klik her for at se den indsatte video.

For en gammel røv som undertegnede er det en udsøgt glæde at se den elektroniske musik atter bliver taget seriøst på festivalen. Især det skuffende 2009, hvor Trentemøllers semikiksede stadion-boink, nærmest var festivalens eneste elektroniske act. Marginalt bedre var det sidste år. Men pyt, for i år byder festivalen på videokunstneren Chris Cunningham, de legendariske Matthew Dear og DJ/ Rupture, den gøglede trio dOP, psych-dubstepperen The Gaslamp Killer, finurlige Gold Panda, argentinsk cumbia fra ZZK-club af  Chancha Via Circuito og Tremor, danske Jatoma, hamburgerfænomenet Dj Koze samt de to store trækplastre; DeadMau5 og Magnetic Man. Mest interessant ved de to sidstnævnte er at himmelstormeren SBTRKT, der har fået en statistrolle i Magnetic Man’s show.

Af øvrige vil jeg gerne genopleve punkrockerne Bad Religion, som faktisk var spillede min første Roskilde-koncert. Koncerten gjorde enormt indtryk, og jeg husker at jeg måtte ile rundt mellemaffaldsbunkerne efterfølgende for at finde mine sko, som begge var flået af fødderne under koncerten. Ligesom den islandske sangfugl Ólöf Arnalds, hendes rockede landsmænd fra Agent Fresco, blandt flere folkrock-navne Destroyer, math-rock fra Battles og elektrotøsen Yelle for bare at namedroppe nogle interessante acts.

Heavy og hiphop er ikke lige min kop chai. Der er nu en del heavy på skemaet, dog uden at jeg har indgående kendskab hertil, mens hiphop næsten er helt ude. Men genren er i alvorlig krise og synes (lidt provokerende) at være passé. Svenske Timbuktu er dog en værdig repræsentant for genren.

Alt i alt er jeg vældig tilfreds. Det synes forfriskende at Roskilde Festivalen har peppet profilen op, og gået væk fra idéen om at bagstræberisk gigantrock kan behage en hel festival. For festivalens sjæl er ikke det store forventningsafstemte kommercielt oppustede blöp. Nix, sjælen ligger nemlig i opdagelserne klokken 4.30 på den allermindste scene, hvor den sidste alkohol har forladt kroppen og man finder sig selv dansende til musik man normalt ignorerer. Det er her the feeling skabes.

Jeg vil slutte med at dele følelsen - glæden og begejstringen – ved at vise et videoklip med den kunstner, som jeg lige nu ser mest frem til, nemlig med den skelsættende videokunstner Chris Cunningham. Cunningham, som har instrueret videoer for bl.a. Björk, Squarepusher, Portishead og Aphex Twin, hvor især videoerne til Come To Daddy og Windowlicker fuldstændig har revolutioneret musikvideoen. Jeg var så heldig at opleve Chris Cunningham sidste år på Melt! Festivalen. Foran 10-15.000 mennesker på hovedscenen formåede han at skabe et rædselsvækkende og uhyre intenst mareridt uden lige. Jeg inviterer hermed alle til at sidde på mine skuldre under hele koncerten. Rigtig god festival!

Klik her for at se den indsatte video.

Først lidt flere ord om programmet: Roskilde Festivalen undergår en række forandringer i disse år – også rent fysisk. Blandt andet decimeres festivalpladsen pga. en infam motorvejsudvidelse, så Vestsjællænderne kan sidde i kø i Hedehusene fremfor Holbæk. Denne disposition betyder at Astoria-scenen har måttet lade livet, hvilket jeg personligt synes er ærgerligt, da Astoria oftest havde et bredt udvalg af genrer og spændende bands.

Nuvel, med en scene mindre til at spendere alle pengene på kunne man forvente at den musikalske kvalitet ville styrkes på de andre scener, men dette synes ikke helt at være tilfældet. Nu hænger pris og kvalitet nødvendigvis ikke sammen, og det er heller ingen hemmelighed at 3-4 bands/artister scorer op til 80 % af det samlede beløb, der er brugt på bookings, men det endnu ikke-etablerede vækstlag, som Roskilde tidligere har mestret til perfektion halter igen i år.

At antallet af danske bands på festivalen er markant højere end tidligere burde ikke være lig med forringet kvalitet. Omvendt er den danske musikscene heller ikke bedre end tidligere. Denne disposition synes udelukkende at have sin årsag fra at Roskilde til stadighed satser mere og mere på det danske publikum fremfor det nordiske – og øvrige udenlandske publikum (denne opdeling giver mening i RF-sammenhænge). Og det synes en connoisseur/smartass som jeg er røv konservativt og ret så kedeligt. -Du kan sgu altid se Nephew, Kashmir,  Dizzy – uden dog at anfægte deres kvaliteter.

Nåmmen I gider alligevel ikke mit gnavne gammelfarvrøvl, så hop med i tidsmaskinen frem til torsdag d. 1 juli. Vi sidder i græsset foran UXO-bar i Agora K med knirkende lever efter nogle hårde warm-up dage nede ved badesøen. Pludselig udbryder en af os: “Nu skal vi op og høre noget musik. Det er jo derfor vi er her!”. Om det er dig eller mig er komplet ligegyldigt, for vi ved begge at de næste ca 80 timer kun handler om denne ene ting: At finde de svedigste koncerter og de koncertoplevelser som går over i festivals-annalerne.

På med solbrillen og i med ørepropperne for vi skal trave direkte til Serena-Manesh‘s støjinferno. Hvis Oslo-bandet mod forventning skulle skuffe kan man altid stikke forbi Electrojuice-knægtene og tage en slapper udenfor teltet mens festivalpladsen kan tjekkes ud. Herfra skal vi noget så uventet som til Orange, og se When Saints Go Machine, der har fået det ærefulde hverv at åbne hovedscenen. Stort tillykke herfra! I backup til WSGM findes Efterklang, men det bliver kun for et kort visit inden turen går mod et tætpakket Cosmopol, hvor James Murphy og resten af LCD Soundsystem fester løs. Roska er så flink at overtage scenen bagefter, inden turen går mod Orange igen for at se aben – eller rettere gorillaen Damon Albarn og hans tegneserieband Gorillaz. Forhåbentligt spiller de nogle fede numre og hylder det brede ymeri, så længe de blot pakker Bamse-klonen Bobby Womack ned i en sæk og smider den i pishegnet inden. Mangler der rotationer i hofterne kan brasilianske Ceu levere varen, eller indie-kidsne nye darlings Wild Beasts skal få lov til at vise at de rent faktisk har lidt krymmel på måtten.

Fredag plejer at have et langt og stærkt program, men i år kan man sove længe efter nattens udskejelser på Promilleservice eller en anden lejrfest. (NOTE: Der er Foursquare brunch i Ovalen). Først kl. 17 smutter det udmærket Manchester-band Delphic på scenen, efterfulgt af nostalgitripperi til CV Jørgensens rolige stemme, som skylder lidt revanche efter en noget uinspireret omgang på Vega. Anderledes festligt bliver det med Boban I Marko Markovic Orkestar som rygtedes at kunne spænde balkanhornet helt vildt for. Herfra slås en sløje forbi britiske DJ UMBs bass-tung ghetto-tech, inden vi ankommer til de søde men svært støjende japanske skolepiger i Nisennenmondai, som jeg har store forhåbninger til. Nu er der indlagt spisepause, mens vi fucker Dirty Projectors og Them Crooked Vultures, for aftens næste band på Pavilion er discostøjrockerne fra Health, som med garanti bliver uhyggeligt fedt. Herefter skal der vælges: Skal der dumme elektronisk beats fra Tech N9ne og fransk mash-up Beat Torrent til benene eller skal verdens musikken på Cosmopol have en chance. Helt sikkert er det at jeg ikke skal til Den Sorte Skole: Mage til bøvet ølræbende bagstræberisk tågehornskoncept, hvor alle de fede læs skråler med hver gang genkendelighedens glæde banker på hos den sidste hjernecelle, som fx til riffet fra Smells Like Teen Spirit (jeg bemærker lige at Nirvana floppede eklatant da de spillede på RF), skal jeg lede helt til Skive for at finde. Det bliver helt sikkert fedt for dem, der kun sætter deres ben på Grøn og Orange, hyg jer. For mig er det en rungende tom bovlam fis (- skulle lige af med det).

De efterhånden trætte ører for ikke lov til at hvile sig om lørdagen. Vi skal tidligt op, men lægger blødt ud med Rumour Said Fire. Jeg har kun hørt enkelte numre, men mange snakker begejstret om deres countrypop, så en tur på langs ude foran teltet er vel ikke af vejen. Det samme er vel tilfældet med Kings of Convenience, hvor nørdikonet Erlend Øye nok skal charme løs, inden gode gamle punkmutti Patti Smith prædiker løs (velsagtens med seneste digtsamling i hånden), inden festen slippes fri med blogfavoritterne FM Belfast. Efterfølgende står vi overfor årets sværeste valg: Beach Houses sfæriske popharmonier eller det seneste New Order-projektet Bad Lieutenant. Mon ikke de gamle helte vinder?! Det gør de ret sikkert. Så er klokken 20, og det var ca. den dag.. Men skulle aften indeholde en tyskerfest, så lover Schlachthofofbronx, Matias Aguayo og Moderat godt. Alternativt spiller Titus Andronicus og Kellermensch ordentlig rockspade på Pavilion, mens Shantel spiller relativ poleret balkan på Grøn.

Mon ikke kroppen efterhånden trænger til hvile? Søndag plejer at være dagen med de uindfriede planer, og jeg har da ikke forventninger om at det bliver ret meget anderledes i år. Men hvis jeg kan hiev mig op ved hårrødderne, så spiller Nedry allerede kl.14 efterfulgt af Local Natives på Pavilion. Skal der et heavydrøn til at rasle knoglerne på plads i kroppen kan Killswitch Engage velsagtens klare ærterne. Derefter kan man grine hele vejen forbi Jack Johnson/Peter Pedal-jam, og hen til en af årets mest spændende øjeblikke: Ikonika vs Cooly G dubsteppens dronninger synes at supplere hinanden fortræffeligt. Afhoppere fiser formentligt til The National, men jeg snupper klassisk britrock fra Kasabian, inden jeg slår et uforpligtende sving forbi Pavement, som jeg aldrig helt har dyrket, men altid synes har været fine. Endelig er der ham den sære pinsekirkeprædikende Prince. Og ja, i mit univers er han langt mere prinsen af pop end MJ er konge af nogetsomhelst.

Men hey hey, det er ikke slut endnu: Der er stor cumbia-fest på Grøn hele smadrenatten lang. Jeg garanterer for at jeg fyrer den maks! Det er nemlig SÅ fedt at the godfather of cumbia, Russ Jones aka. Arriba La Cumbia, har samlet et hold, der afslutter årets festival med positive vibes, som forhåbentligt kan holde hele sommeren igennem, lige indtil spillestederne åbner dørene igen til efteråret..

Måske fandt du min dødsrute aldeles kedelig og triviel. Måske mærkelig eller arrogant. Det vil jeg lade være op til dig. Men jeg garanterer for at blandt mine anbefalinger ligger de oplevelser, som man ikke vidste at man skulle gå i ekstase over. Der bliver forhåbentligt mange store og gode øjeblikke på årets festival. Nu giver jeg ordet frit til kommentarer, og ønsker alle en fantastisk festival.

UPDATERET: På foranledning af Lars K Jensen fra Medieblogger har jeg plottet ruten for denne gennemgang ind i Google Maps. I alt over 20km travetur. No wonder man har ømme ben efter en uge på festival.

Vis Roskilde Festival 2010 på et større kort

Lad det være sagt: Det er slet ikke nemt at gøre alle tilfredse. Heavydrønene vil have ølbrøl. Poptøserne vil have lov til at hvine. Indiehovederne vil have akustisk norsk uldsweater. De aldrende vil have AC/DC, der kategorisk nægter at spille på festivaler. Og jeg vil have progressive navne som helst ikke har spillet på festivalen før.

Nu er det endelig blevet tid til at nærstudere plakaten.

Umiddelbart er det svært at have et overblik, men alligevel er der visse elementer der springer i øjnene.

Flere af hovednavnene synes lidt spøjse. Fx. er det længe siden at Prodigy har været the shit, og Jack Johnson.. Sig mig: forestiller de sig at monkeyboy skal spille på orange scene??!

Den danske scene er voldsomt repræsenteret. Om det er et tegn på den danske scene har mere kvalitet end tidligere eller om det er en sparemodel lader jeg være op til den enkelte.

Jeg tror ikke jeg forstår sloganet: “Join the feeling”. Hvilken følelse? Nååeh, at jeg føler det samme som pigen på plakaten: Naaaah.. Der er simpelthen for meget løst krudt og for mange uddøde ekkoer til min smag. Især synes Sick Of It All og NOFX at høre en svunden tid til. Jeg er nærmest imponeret over at det er lykkedes bookerne at finde dem frem fra glemmebogen – hvor de ellers havde det glimrende.

Men siden jeg er mildnet med årene og solen skinner vil jeg dog hellere fokusere på hvad der alligevel må siges at være gode bookinger:

Bad Lieutenant er et scoop. 2/3-dele af New Order inkl. en tidl. Blur-guitarist kan kun blive fedt.

Ikonika vs. Cooly G. De to Dubstep-dronninger skal nok vise drengene at piger er sejest når alt kommer til alt.

Derudover bliver der glædelige gensyn med Kasabian, LCD Soundsystem, Vampire Weekend, Fm Belfast, Health, Serena-Maneesh, Moderat og Mathias Aguayo.

Og dog: Blandt glimrende indslag står Buenos Aires-klubben Zizek Club som noget af det mest farverige og inspirerende. I stedet for at være en traditionel koncert forløb showet i 3 dele, hvilket viste sig at en glimrende måde at præsentere mangfoldigheden indenfor de nyeste toner.

I Argentina er de tilsyneladende til pangfarver – tjek allerede nu duoen Fauna ud (dem kommer vi tilbage til om lidt). Pangfarverne sætter også sit præg på den noget udefinerede genre neo-cumbia (eller digital cumbia), der er et herligt mash up af hiphop, reggaeton, crunk og cumbia.

Cumbia siges at stamme fra Columbia, men det er faktisk afrikanske slaver, der bragte dansen med sig, der har grundlagt genren. Til disse danse, der oprindeligt kun var akkompagneret af trommer, kom påvirkningen hurtigt fra amerindianerne (politisk korrekt er man vel), Caribien og europæisk musiktradition, og spredtes med større og mindre succes i hele Sydamerika. I denne sammenhæng sker der ikke videre interessante sager før i 1981.

Her sprænger Selena nemlig scenen i stumper og stykker med megahittet Tecnocumbia, der bliver så stort at en ny genre fødes i selv samme navn. Stakkels Selena skulle senere lide den tragiske skæbne at blive dræbt af en leder af sin egen fanklub i en alder af 23 år (stik den, Tupac). For os europæere er nummeret Tecnocumbia ikke langt fra Lambadas ulidelighed, men heldigvis har genren udvilket sig frem til det der i dag er neo-cumbia.

I 2006 i Buenos Aires begyndte pladevennerne Villa Diamante, Nim og El G at afholde en række ugentlige fester under navnet Zizek, opkaldt efter sociologiens rockstar Slavoj Žižek , og lynhurtigt blev festerne et stort tilløbsstykke: snart åbnede ZZK Club og i marts 2008 så ZZK records dagens lys.

På Roskilde Festivalen i år var vi som sagt heldige at opleve lidt af hvert fra ZZK Club. Det startede faktisk lidt uinspireret ud med en kvindelig sangerinde inden Fauna kom på scenen og gav et ordentligt los til alt hvad der er pænt og korrekt med et kæmpe smil, som kræver en vis mængde hash at opbygge.  MC Catar.sys og Color Kits flabede rap giver associationer til både Bikstok Røgsystem og TTC. Sjov er det – uanset om man fatter et ord eller ej. Se selv!

Klik her for at se den indsatte video.

For at stille lidt ind på jorden igen sluttede festen af med en omgang neo-cumbia inficeret dubstep. Og det var lige præcis her at jeg faldt pladask for hele ZZK kollektivet. Det måtte jeg bare have fingrene i!

Og det har jeg så fået nu! For jeg langt om længe opdaget at ZZK records har udgivet indtil videre 7 albums, i blandt hvilke jeg på det stærkeste kan anbefale ZZK Sound Vol.1 Cumbia Digital. Hvis du synes Fauna er the deal, så tjek La Manita de Fauna ud.

Er du liiige lidt luren, så hør de ret fede mixtapes fra ZZK, men husk stadig at en argentiner er mindst 100 gange fattigere end dig, så overvej hvad 60 kr kan gøre for dem og for hele neo-cumbia genren.

Til sidst kan følge neo-cumbia på tæt hold igennem Juan Datas velinformerede og godt opdaterede blog.

UPDATE: Kan man ikke få nok af Fauna: Så kan man downloade LA MANITA DE FAUNA REMIXES helt gratis..

Første compilation fra Zizek Club indeholdende blandt andet de Roskildeaktuelle artister

Pavillion Junior:

Cody

Vinnie Who

Giana Factory

Kellermensch

Jooks (så bli’r Thomas glad.. )

Torsdag:

18.00 Social Distortion

20.00 Rumpistol

22.30 Hjaltalin

00.30 Trentemøller

Fredag:

15.00 Fleet Foxes

17.00 Faith No More

18.00 Friendly Fires

19.30 Nick Cave & The Bad Seeds

21.00 The Mars Volta

22.30 2 Many DJs

23.00 Gang Gang Dance

00.00 Jenny Wilson

01.00 Nine Inch Nails

03.00 Analogik

Lørdag:

12.00 Paavoharju

14.30 …And You Will Know Us By The Trail Of Dead

17.00 Elbow

18.30 I Got You On Tape

19.00 Amadou & Miriam

23.00 The Pains Of Being Pure At Heart

00.00 Fever Ray

01.00 Black Dice

02.00 Blackmau5

02.00 Malk De Koijn

Søndag:

14.30 Mikkel Metal

16.00 2562

17.00 Eagles Of Death Metal

18.30 M.Ward

18.30 The Whitest Boy Alive

19.15 Madness

20.45 Yeah Yeah Yeahs

00.00 PharPhar presents A Rub A Dub Night

Som det fremgår af programmet er der ikke mange eksistentielle musikvalg der skal træffes, og det kan da sagtens tænkes at halvdelen af festivalgæsterne følger min sti. De er i hvert fald velkomne.

Her er hvad jeg umidddelbart har i sigtekornet:

18th dye – genopstanden dansk støjrock. Fans af Speaker Bite Me kan med glæde traske forbi.
Battles – skæv mathrock, kan anbefales til fans af Tortoise.
Black Mountain – udfordrer alle konventioner med deres alternative 70’er lyd.
Cadence Weapon – personlig dark horse. Har kun hørt et enkelt nummer men det er til gengæld ret fedt.
Chemical Brothers – for gammelt venskabs skyld.
CocoRosie – New Weird America-bølgens flagskib. Et Must-see!
Digitalism – tysk electro krydret med rock. Festen er allerede startet.
DSL – Fransk house for fuld udblæsning og seneste skud på Ed Banger –stammen.
Dub Tractor & Opiate – hvis de giver en eftermiddagschiller.
Fanfara Tirana – Østeuropæisk blæserensemble der rent faktisk blæser dig om kuld.
Grinderman – Nick Cave er pt i storform. Gå endelig ikke glip af denne enestående mulighed.
Holy Fuck – udset til at blive en af dette års store nyopdagelser.
Hot Chip – hvem elsker ikke nørdernes blide dansevenlige stil.
Liars – art-rock til hjerne og hjerte.
Lulu Rogue – dansk dub fra Trentemøllers gamle legekammerater.
M.I.A. – Jeg vil giftes.
MGMT – Dans dans dans og syr ud.
My Bloody Valentine – Shoegaze/støjrock til de garvede. Et scoop af dimesioner.
The Notwist – tyskernes alternative Bundes Mannschaft
Radiohead – man kan jo ikke la’ vær’.
Seahorse Transform – dansk dub-step som skulle være læx.
Shackleton – Dub-step som sparker igen
The Streets – I den intelligente afdeling af rap/grime/hip-hop. Vælg til hver en tid Streets frem for überbøven Jay-Z!
Yesayer – endnu ukendt for undertegnede men ifølge rygtebørsen et stort hit.

Alle dem jeg ikke rigtigt behøver at se:
Spleen United, Veto, Henrik Hall – der bør rig mulighed henover sommeren.. Læg selv majoriteten af de danske kunstnere i denne pulje.
Band Of Horses – har hørt mindre godt om deres live-shows. Så den er klart på vippen.
Gnarls Barkley – kan simpelthen ikke forestille mig at det kan fungere live. Oplagt flop på Orange scene!
Jose Gonzalez – for stenet til mig på festival.
Joan As A Police Woman – elsker hendes stemme (og udseende) men synes at det bliver trivielt i længden.
Motorpsycho – nordmænd, der er begyndt at tude for meget.
Neil Young – Ved det er upopulært, men har man hørt ham een gang (jeg har to..) har man hørt det hele. Og lidt til..

Som den mavesure gamle mand jeg er må jeg generelt sige at jeg er skuffet over årets program. Der er alt for mange gengangere (inkl. mig!) og for få interessante nyskabende bands. Derudover mangler der lige de der 4-5 “jeg-dør-hvis-jeg-ikke-ser”-koncerter i år.

Nu hvor Roskildes bookere hellere vil fede den i lænestolen, kan jeg da supplere hvad de burde have fundet frem til de hungrende lydsvin. Alle er koncertaktuelle og er spiller på festivaler i Europa samtidig med Roskilde:

Crystal Castles – jeg græmmes over at jeg skippede deres koncert på Loppen.. ARGH!

Beck – Han passer måske ikke ind i den musikalske profil?!

Death Cab For Cutie – Glemmer sent den fantastiske koncert i ’06.

Leonard Cohen – Halleluja!

The Raconteurs – Hvordan i Hedehusene kan Roskildes bookere overse dem?! Godt hængekøjearbejde!

Interpol, Magnetic Fields, Brian Jonestown Massacre – gæster endog Danmark i de samme periode. Flot feltarbejde af bookerne! For de har jo ikke midlerne til at trække dem til festivalen?!

Dette er jo ikke en facitliste, men navne som er elsket af mange og som samtidig bringer vand i den kunstneriske tørke roskilde har ramt i år. Fair nok, for hvem kan klare mere vand efter sidste år?!