runehausner.dk

Forårsfornemmelserne har ramt nationen. Det skyldes ikke bare lysets genkomst, morgenkække fugles kvidren og termometrets stigning til positiv grader – selvom det er gode konkrete parametre.

Personligt har jeg mit eget usaglige parameter: at efter nogle halvslatne  vintermåneder, hvor der typisk ikke udkommer ret mange plader, begynder der atter at komme fart over feltet. - Og lad mig hoppe direkte på pollensnotten ud i hvad jeg har støvet op:

Pantha Du Prince – Black Noise: Jajaja.. Albummet udkom i februar, hvor det stadigvæk var vinter, men for sævran hvor er det en ægte forårsskive. Pladens hyperorganiske electronicaunivers har været helt perfekt på mp3-afspilleren mens jeg har daffet rundt i byen..

Malachai – Ugly Side of Love: Øj, det bliver et hit! Pladen har release d. 19. april. Jeg har været så heldig at få en tidlig kopi af de skæve Bristol-boyz. Stærk inspireret af 90′ernes trip-hop æra spiller gutterne charmerende enfoldig rock, der sender tanker hen mod dEUS og Pavement.

LCD Soundsystem – This Is Happening: James Murphy er tilbage i det smittende festgakkede hjørne der nok skal få selv de stive danseben til at sprælle.. Stream hele albummet her. Pladen er på gaden d.17. maj.

SpejderRobot – Manden Med De Usynlige Hænder: Ligeledes den 17. maj, og tilmed på Mikaels egen fødselsdag, udkommer opfølgeren til SpejderRobots successkive ‘Falder Baglæns Ind I Igår’. Den nye plade er dunklere end forgængeren. Til gengæld bærer pladen præg af en mere organisk lyd, velsagtens inspireret af de live-optrædender han har spillet med sine 3 kumpaner. Den fantastiske historie om SpejderRobot ender bestemt ikke her.

Det er edder skisme koldt i øjeblikket… Men det hele er lidt koldere på Island, der er hårdt ramt af den økonomiske nedtur. ”Ja ja, det er islændingenes egen skyld. De har levet over evne mens der var gode tider, så nu kan de betale prisen..” Arrh, nu lige ro på. De fleste islændinge har sikkert haft det ganske udmærket mens det gik godt, men det er svært at beskylde den almene befolkning at nogle grådige nordatlantiske hajer har svømmet i overophedede farvande. Nu synes tiden umådeligt hård for det isolerede samfund, der ikke levnes mange muligheder for at komme let henover krisen.

Så der lyde en stille opfordring herfra om at støtte alle de islændinge du nu en gang har mulighed for – uden landsindsamlinger på DR. Du kan starte med stikke ned til Nordatlantens Brygge på Christianshavn d. 5 marts, og opleve FM Belfast og Retro Stefson.

FM Belfast lærte jeg at kende da shevy bloggede om deres samarbejde med Kasper Bjørke, og sidenhen har jeg ikke andet end kunnet elske de kitschede øboers pastiche af electro, pop og eurodance. Rygterne om FM Belfasts koncerter er også nået helt herned efter optrædener på Iceland Airwaves i 2008 og 2009, hvor seismologerne undrede sig over den manglende eruption trods hæftige rystelser af undergrunden.. Der er altså lagt i vulkanen til en et ordentligt skrald powerelectro, der i charme og kaos ikke lander langt fra Sugarcubes. Tjek selv!

Retro Stefson er nye i mine ører, men bestemt et lyt værd. Selv skriver de på myspace: Retro Stefson are the “pop” in your popcorn and the “smooth” in your smoothie. I denne lille video er associationerne rettet mod Madness..

Der er med andre ord lagt op til et brag af et konfettibal, stive islændinge og store sjusser – inklusiv afterparty på Jolene, med Dj-sets af begge bands.. Køb din billet allerede nu!

Arrangørerne Slice of Ice har et erklæret mål om udbredelse af islandsk musik i København. De starter et fornuftigt sted. I den sammenhæng vil jeg lige genopfriske at den kvalitetsbevidste pladebiks 12 tonar skam endnu eksisterer på nettet med sublimt udvalg oppe nordfra.

Endelig synes jeg du skal drible over på I’mtheInternet, hvis du ikke kan få nok af Island. Thor har tjek på øens toner, og giver med garanti de helt rigtige tips, hvis du har planer om at tage til Iceland Airwaves og danse på vulkaner..

Når man siger Four Tet mener man i virkeligheden Kieran Hebden. Så enkelt er det. Kieran Hebden er ude med nye kærlighedserklæringer til alle electronica freaks på “There Is Love In You”, der er titlen på det nye album; det første regulære siden Everything Ecstatic fra 2005.

Efter at have ud givet et remixalbum, en EP, et DJ-kicks og 4 plader med jazztrommeslageren Steve Reid (med hvilken han blandt andet besøgte Roskilde Festivalen med i 2005 – men se især fællesprojektet Tongues) har Kieran Hebden atter fået smag for at blande jazz og electronica, som han kan på sin helt særegen måde.

Jeg gider ikke en gang bruge tid på at overbevise dig om, at du skal erhverve dig denne plade. Det er simpelthen for åbenlyst en nødvendighed. – Jeg vil hellere fokusere på at han gæster Loppen d. 8.april, og nøøøj, hvor jeg glæder mig! Så er det tilmed ret billigt, og Anders Remmer (a.k.a Dub Tractor) varmer op.

Husk at Kieran Hebden tit er god for div. mixes; tjek det seneste 2 timers set fra BBCs Radio 1 Essential.

(Hvis du kan lide artworket, bør du tjekke dette japanske site ud for at få en idé om tilblivelsen af coveret. Google Translate er din gode ven i dag).

Da Tricky udgav mesterværket Maxinquaye midt i 90′erne placerede han sig selv øverst på tronen som årtiets ukronede konge.

Sidenhen kom der flere gode plader, dog alle mere søgende og mindre formfuldendte, såsom Blowback og Angels With Dirty Faces. På disse albums vidste ingen helt hvor Tricky var på vej hen, så stemningen i luften (eller hashtågerne) omkring Tricky var ret latent. “Hvornår kommer der et nyt mesterværk?” spurgte alle.

Tricky blæser nye røgringe

De sidste 5 år har desværre været en længere omvej ind i en blindgyde, og det har set rigtigt sort ud undervejs for den evigt jointrygende Tricky-knægt. Nedturen kulminerede med det elektrorockede album Knowle West Boy, der mildest talt ikke ligefrem er hans paradedisciplin.

Men nu er der endelig godt nyt! For de 2.december udkommer  Tricky Meets South Rakkas Crew, der  er et remake af 10 numre fra Knowle West Boy, hvor Tricky sammen med duoen South Rakkas Crew har smidt numrene i gryden og krydret godt til med urban dancehall og en knivspids dub. Selv kalder han det for dubstep-dancehall, men det lyder mest som en omgang dancehall a la Major Lazer, om end det er noget mere poppet.

Det utrolige er at de 10 samme numre fungerer væsentligt bedre denne gang. Dancehall, dubstep og ragga klæder Tricky umiskendeligt meget bedre end elektrorock-lyden, omend det ikke er i nærheden af fortidens trip-hop meritter. Jeg har længe haft en våd drøm om at høre Tricky gå all in på dubstep, og dette er et skridt i den rigtige retning.. Et lille skridt.

Coveret til "Tricky Meets South Rakkas Crew"

Her er et par kulørte anbefalinger som jeg vil dele med jer: Small Black og Neon Indian. Begge bands er fra Brooklyn, hvor den musikalske smeltedigle i øjeblikket er rødglødende, og hvis indånder man dampene fra kogekarrene risikerer man at opleve kaskader af psykedeliske trips. Alverdens genrer hakkes i stumper og stykker, og hældes i gryden uden nogen form for pli eller æresfrygt. Her findes der ingen integrationsproblemer.

Dette vældige genremix giver også anmelderne sved på panden, og nye fjollede, omend opfindsomme, mærkater påklistres med det formål at vise lytteren at anmelderen skam godt kan distingvere imellem forskellige bands. Senest har jeg fx. hørt Hypnagogic Pop, Shitgaze og Dreamwave brugt om 3 Brooklyn-bands, der lyder nogenlunde ens. Nu har Chillwave og Glo-fi sørme også set dagens lys, og minder faktisk en del om de forrige..

Uden de store armbevægelser spiller Small Black farverig, psykedelisk og skramlende lo-fi pop med labre 80′er synths, effektfuld trommebox, knasende vokal mens guitaren har en art ”8-bit”-effekt på distortionpedalen. Det knitrer som slikpapir og knaser sødt som en sukkerknald. Jo, det giver associationer til at spise slik med det glitrende papir på under de blinkende kulørte lamper, mens øret er holdt helt op til transistoren og blodet prikker på øjnelågene. Lyt selv en gang:

Small Black – Weird Machines

Næsten uden brug af guitar formår Neon Indian stadigvæk at spille sløset lo-fi psych-pop, samtidig med at numrene svæver drømmende og let groggy ud i synthens trakterede toner. Det er meget 80′er nostalgisk, dog uden at blive plat. Hør et eksempel herpå:

Neon Indian – Deadbeat Summer

De to bands har utroligt mange lighedspunkter udover det håndgribelige at de er begge duoer fra Brooklyn. De dyrker den gode, frivole melodi, der spiller med en smittende – og excentrisk glæde. Referencerne er i orden, og der rapses fra alt og alle: blid psykedelisk pop fra 6-70′erne, over corny electropop og New Wave fra 80′erne til 90′ernes shoegaze. Produktionen er rå, skramlet og numrene lyder som at de er indspillet direkte på kasette-bånd. Below-fi!

Efter min bedste overbevisning kunne man nøjes med at proppe alle disse Brooklyn-bands og Brooklyn-genrer ned i kassen med mærkaten Sound of Brooklyn. I det øjeblik fokus rykker væk fra Brooklyns storhedsperiode her sidst i 00′erne, vil ingen længere kunne skelne disse genrer fra hinanden. Hvem kan det egentligt i dag?

- Jeg smider Small Black og Neon Indian ned i Sound of Brooklyn-kassen. Ned til andre af tidens unikke bands som: Animal Collective, TV On The Radio, Gang Gang Dance, Black Dice og MGMT.

Covers af Neon Indian og Small Black

Siden årtusindeskiftet har den elektroniske musik været iklædt føretrøjen på samtlige fronter. I en sådan grad at det på ingen måde giver mening at snakke om elektronisk musik som en homogen enhed. Subgenrer har man kunne høre pible frem af hvert et kælderværelsesvindue, hvis man da er gået en tur i byer som: London, Bristol, Manchester, New York, Detroit, Chicago, Sao Paolo, Berlin og Köln for bare at nævne få indflydelsesrige hotspots, og selv København er fornemt repræsenteret på det elektroniske verdenskort iform af blandt andre de herrer Trentemøller, Thomas Knak og Anders Remmer.

Introduktion

Dubstep er måske den mest iøjefaldende subgenre siden årtusindeskiftet, og har tiltrukket sig en broget fanskare fra house, rock, hiphop, rap og dance-miljøet. Om det er disse miljøer der påvirker dubstep eller omvendt skal her forblive usagt, men i dubstep genfindes elementer fra alle de nævnte genrer, hvilket naturligt nok er med til at afføde en række yderligere subgenrer.

I januar 2009 skrev jeg en anmeldelse om Distance på lydhoer.dk, hvor jeg mere detaljeret beskrev musikkens – og kulturens karakteristika. Find anmeldelsen her. Det er dælme god læsning, når jeg selv skal sige det..

Dette blogindlæg fungerer som oversigt/opslagsværk over de vigtigste kunstnere og begivenheder indenfor dubstep. Listen er langt fra komplet men blev til, idet jeg endnu ikke har set lignende oversigtsartikler. Enjoy reading!

Pionerne

Dubstep udspringer oprindeligt af uk garage-miljøet, og kan spores helt ned til pladebutikken og pladeselskabet Big Apple i Croydon i det sydlige London. Her arbejdede en fyr, der skulle blive dubsteps vigtigste motorer, Skream, sammen med sin bror Hijack og vennen Hatcha. Blandt de faste kunder i butikken var El-B, Loefah, Benga, Kode9, The Bug og Burial. Disse blev kernen der udviklede dubstep igennem de første anonyme år fra 2002-2005.

El-B tilskrives æren af at være den første der producerede dubstep, men har ellers ikke gjort meget væsen af sig.

Hatcha hostede Tempa Allstars Vol 1 i 2004, hvor første gang dubstep bruges officielt som genre, men termen dateres allerede tilbage i 2002, blandt andet af pioner-klubben FWD>> i London.

Kode9 startede pirat-radioen Rinse FM og blev hurtigt den vigtigste eksponent af dubstep. Senere startede han det bannerførende pladeselskab Hyperdub.

Digital Mystikz – duo bestående af Mala og Coki. Ejere af pladeselskabet DMZ, og er ophavsmænd til det jamaicanske islæt i dubstep. Resident Advisor kaldte DMZ sammen med FWD>> for de to vigtigste eksponenter i de tidlige år.

Genrer

Dubstep er i sig selv defineret ved en tung, synkoperet bas omkring 140 bpm, hvilket i sig selv er en meget lidt sigende definition. Dubstep udspringer af kombinationen mellem elektronisk dub og uk garage (eller blot garage) og kan være svært at skelne fra lignende genrer som 2-step, grime, bassline og uk funky. Senest er afarten wonky direkte udsprunget af dubstep. En enkelt artist, The Widdler, har anvendt clubstep om sig selv, men dette er ikke anerkendt.

Geografi

Dubstep har britiske rødder, og er primært centreret omkring det fattige syd-London. Sidenhen kom Bristol, Glasgow, Amsterdam og L.A. med på bølgen. Med internettets udbredelse er dubstep sidenhen blevet et globalt fænomen, og selv i Danmark findes der udøvende artister, bedst kendt er 2000F og JSL fra piratkollektivet OHOI!.

Labels

Hyperdub er stiftet af Steve Goodman aka. Kode9 og førende label indenfor dubstep, og huser bl.a. Burial, Cooly G, Joker og Zomby.

Planet Mu er ejet af gigantiske Virgin og huser ca 100 artister. Planet Mu bliver let overset selvom prominente navne som Benga, Milanese, Vex’d og Virus Syndicate er i stalden.

Tempa var med Dubstep Allstars serien med til at definere dubstepgenren, men havde allerede i 2000 udgivet Horsepower Productions hvis numre sidenhen er betegnet dubstep.

Tectonic er et Bristol-baseret label med bl.a. Aerial og Pinch.

Kraken Recordings er danmarks eneste label, der er specialiseret i dubstep og grime. Det varetages af drengene fra OHOI!, og har indtil videre udgivet 10 singler af høj standard.

Compilations

Her er de vigtigste dubstep-compilations, hvad enten du er novice eller erfaren lytter:

Dubstep Allstars vol 1-6: Her hvor lyden begynder. Vol 1-3 synes i dag kun interessante for samlere, mens da vol. 4-6 udkom var serien overhalet af de følgende compilations.

Tectonic Plates vol. 1 og vol. 2: Med Tectonic Plates vol.1 får dubstep det store gennembrud. En regulær milepæl.

200: Planet Mu-compilation fra 2007, der fint viser alsidigheden af det store label.

5 : 5 years of Hyperdub: Kode9 fejrer 5års jubilæum med denne compilation. Noget atypisk, men kendetegnende for Hyperdub, indeholder cd 1 de fremadskuende tracks, mens der gøres status for de 5 første år på cd 2.

Mary Anne Hobbs Presents: The Warrior Dubz, Evangeline og Wild Angels. BBC radioværtinden har med disse 3 compilations (og sit radioprogram) vist at dubstep langt fra kun er for drengene. Den yderst respekterede værtindes compilations følger udviklingen godt, og den seneste Wild Angels domineres af wonky.

In Search of Wonky (Part One & Two): Udgives af 14 tracks, et underselskab af boomkat. Før de to compilations udkom vidste ingen hvad wonky var, men det ændredes øjeblikkeligt. Udgivelserne fra 14 tracks er altid interessante; De har endvidere udgivet compilationen In Hypercolour, der beskrives som “Wonky’s uglier, ruder cousin..”.

Hovedværker

Her er en liste over de vigtigste udgivelser af solo-artister:

Burial – Untrue: Ekstremt filmisk og helstøbt album, der placerede Burial på toppen af alverdens årslister. Untrue er stærkt påvirket af både 2-step og garage.

Skream – Watch the Ride: At dette mixtape ender med at blive Skreams vigtigste udgivelse kan synes ironisk, men det fungerer glimrende som opsamling på hvad Skream har foretaget sig siden begyndelsen i 2002.

The Bug – London Zoo: Titlen kunne ikke være bedre, for med udgangspunkt i dubstep fremviser The Bug mangfoldigheden af dubstep, som global smeltedigle.

Benga – Diary of a Afro Warrior: Kommerciel – og bred succes, der har givet Benga samarbejder udenfor dubstep.

Podcasts, FM og TV

Du kan holde fingeren på pulsen og følge de nyeste tendenser i Mary Anne Hobbs BBC-radioprogram. Du kan høre gamle udsendelser – desværre ikke podcaste – men til gengæld se Mary Anne TV.

Vil du fodres med dubstep 24 timer i døgnet skal du stille ind på Dubstep FM. Oftest er det ret tungt, men det er altid direkte sendinger, hvilket er ret sejt. Kan hentes som podcast eller høres lige her i iTunes/Winamp.

SUB FM (lyt) spiller dubstep, grime, dub og wonky i et væk. Med mere end 2000 podcasts på lager burde du kunne stille de værste sult. Abonnér på podcast (direkte til iTunes).

Kan du ikke få nok så tjek Future Breaks FM. Desværre er det no future – det ugentlige podcast lukkede ned i starten af 2008. De gamle podcasts findes stadigvæk her (abonnér direkte i iTunes).

Endelig kan du stadig høre Rinse FM, som i dag ejes af Resident Advisor (som i dag også ejer klubben FWD>>), der også leverer et ugentligt podcast – dog ikke udelukkende forbeholdt dubstep.

Butikker

Glem alt om cd! Dubstep skal høres på vinyl og/eller mp3. Her er 3 gode netbutikker. Husk også altid at tjekke artisternes egen hjemmeside.

Boomkat er på alle faconer førende. Med et gigantisk katalog kan du vælge mellem mp3 (320 kbps) eller FLAC. – Findes det, findes det her.

Beatport er ved at udvide territorier, så dubstep kan også købes her. Er generelt dyrere end boomkat.

eMusic er en abonnementservice, hvor prisen på mp3-filer er ned til 2kr/stk. Stort single udvalg, dog næsten altid som VBR i kvaliteten ca. 180-240 kbps.

Vinyl: Lad det være sagt: jeg ved ikke meget om vinyl, udover at Boomkat ligger inde med et gigantisk katalog, så det er min bedste henvisning.

Hold øje med

Hvis du har tid, mod og lyst til mere end de allerede nævnte labels, podcasts, radioprogrammer og hjemmesider, så er det (altid) en god idé at følge Pitchfork.

For ekstremt læseværdige artikler på dansk(!) anbefales du at følge med i Ralf Christensens (twitter) skriverier i Information, der holder internationalt niveau – både hvad gælder sprog og indhold.

Endelig har blogosfæren uendeligt mange tilbud. Tjek fx. DataSapiens hvis du vil have det på dansk.

Husk altid kalenderen

Der er en masse dubstep rundt om i København! Du kan opleve dubstep på festivaller som Strøm og RAW, mens Kødboderne 18 og Vega Natklub ofte afholder dubstep-arrangementer.

Se her hvorledes det så ud da The Bug og Flowdan lagde Kødboderne 18 ned til Strøm i 2008.

Hold dig orienteret på AOK eller iBYEN. Vi ses derude!

Hvis jeg kun skulle til 1 koncert dette efterår, så er det… Argh come on, det er jo ikke ligefrem tilfældet. Jeg prøver igen: Hvis der er en koncert som jeg ser frem til dette efterår, så er det F*ck Buttons. Yeah!

Husk på d. 12. oktober: Det er nemlig datoen for hvornår det nye album Tarot Sport udgives, og samme dag spiller F*ck Buttons på Loppen.

Efter at have remixet “Sweet Love For Planet Earth” fra debutpladen Street Horrrsing, blev de to Bristol-gutter så glade for den legendariske Andrew Weatherall, at han har produceret hele Tarot Sport. Jeg har sniglyttet til flere af numrene på hypemachine og hørt resultatet. Nøgternt, groft og generaliserende sagt så har Weatherall sat pulserende beats til støjkollagerne, og resultatet er at numrene er meget mere tilgængelige og ekstremt dansabelt.

Lyt til myspace, eller se albumforeløberen Surf Solar her:

Det lyder jo som Animal Collective har en overordentligt vellykket tirsdagsjammer med The Field.

Det allerbedste er at koncerten foregår på den helt rigtige scene, som sagt: Loppen. Det koster 100 dask. Der er ingen gyldige undskyldninger for ikke at dukke op næste mandag.

Dagene til det 11. album fra Flaming Lips er efterhånden få. Der har været rigtigt mange forlydender omkring dette album, hvor Wayne Coyne og co. har forsøgt at spænde bæltet ind og sætte ambitionsniveauet op, ved netop at give plads til de skrupskøre eksperimenter og genfinde den særegne udsyrede lyd der kendetegnede de første 6 plader. Det er altså noget med at vende tilbage til rødderne, eller er det nu også det, for gør Flaming Lips den slags?

Dette har i hvert fald resulteret i et dobbeltalbummet Embryonic, der henover weekenden kunne streames (mærkeligt nok) på Comedy Centrals eget konservative modstykke til Jon Steward: The Colbert Report. Ævbæv hvis du ikke nåede det. Heldigvis skal man ikke vente længe på at høre albummet, for den 13. oktober udgives pladen worldwide.

Jeg vil ikke afsløre mere konkret om albummet – blot servere denne video til I Can Be A Frog, hvor Karen O fra Yeah Yeah Yeahs tumler rundt, mens man samtidig kan høre hende i den anden ende af telefonrøret..

http://myspacetv.com/index.cfm?fuseaction=vids.individual&videoid=63255784

Hvad skal man mene? Venden tilbage? – Det lyder lidt som et Syd Barett-trip.. Dette er for lidt i forhold til at vurdere hele albummet (tro mig!).

Meningerne er indtil videre ret delte. På Flaming Lips facebook fan-gruppe Kan man således læse: “Cute“, “awesome” og “I really like this, simple and fun!” men også: “what the hell is this? what happened to good stuff like yoshimi and soft bulletin?” og “big fan, but this is just bullshit“. En enkelt har dog humør til at skrive:

“I can be disappointed by the song.
I can like the animation.
I can still look forward to the album.”

Jeg kan bare sige til alle Flaming Lips-fans, de nye såvel som de gamle: GLÆD JER!!!

Af uransaglige årsager har jeg haft en Kenneth Thordal traver klistret godt ind i hjernebarkens materiefarvede harpiks i krimielt lang tid. Nu forsøger jeg så at smide hjernen på bloggen og disekere teksten ud - eller måske ligefrem foretage det sorte snit – for at undslippe den tøffelvrede lyrik, der er så ualmindelig herlig. [LYD]

Det er egentlig ikke, fordi jeg går rundt og er så trist. Jeg dyrker ikke det at være vred. Det er ikke af princip, at jeg er jubelpessimist, men jeg synger sjældent om at være glad.Måske så faldt jeg i den sorte gryde som barn. Regnvejrssange gjorde mig altid glad. CV vrissede dejligt muggent som en brækket arm, så englene de sang som en syngende flad og gik i sort.

Jeg spiser faktisk ikke mine børn til morgenmad og tæver sjældent andre end mig selv. Jeg drømmer ofte om at kunne synge nogen glad, men vågner, før jeg keder mig ihjel. Jeg tænder bare ikke på kulørte danske film. Jeg ser alligevel alting i sort-hvid. Og lørdagskyllingsunderholdning rager mig en fjer, så kald mig bare en kynisk gammel skid. Men jeg ser sort.

()… For jeg kan ikke synge om den store kærlighed, medmindre der er nogen, der står for skud. Og uanset hvor meget jeg prøver at vride mit hjerte af led, er blodet ikke rødt, når det fosser ud. Nej, det er sort.

Kenned Thordal kender du som ham der oversatte 8 Mile – den der skodfilm med wannabe-invert-Michael-Jackson-rapperen og han er del af “husmødrenes lille hjælper”-bandet Herredømmet, der desværre er for dansk/ironisk/plat til at være rigtigt sjovt. Heldigvis laver han glimrende soloplader, men skam også seriøse projekter som Songs From Death Row, hvor han sammen med Marco Evaristti spandt melodi og maling til de tanker et menneske må gøre sig, hvis man befinder sig på et så uhyrligt sted. Resultatet kan du forresten høre og hive ned her.

Den informative outro: Selvom han ikke udgiver musik under Creative Commons så kan man finde stort om sort her.

Den platte outro: Hvilket humør var han så i da han skrev sort? - Svaret er måske oplagt..

Den ivrige skal fortsætte her: Hr. Thordals krøllede pen er nemlig meget andet end sort som i Sort. Oplev blot koloritten i det kulinariske granatsukkerchok Bulletin fra BonBonland.

Sikke en dejlig Roskilde Festival i år. Fyldt med masser af lækker lyd, selvom de helt store overraskelser ikke rigtigt var til at finde på dyrskuepladsen.

Og dog: Blandt glimrende indslag står Buenos Aires-klubben Zizek Club som noget af det mest farverige og inspirerende. I stedet for at være en traditionel koncert forløb showet i 3 dele, hvilket viste sig at en glimrende måde at præsentere mangfoldigheden indenfor de nyeste toner.

I Argentina er de tilsyneladende til pangfarver – tjek allerede nu duoen Fauna ud (dem kommer vi tilbage til om lidt). Pangfarverne sætter også sit præg på den noget udefinerede genre neo-cumbia (eller digital cumbia), der er et herligt mash up af hiphop, reggaeton, crunk og cumbia.

Cumbia siges at stamme fra Columbia, men det er faktisk afrikanske slaver, der bragte dansen med sig, der har grundlagt genren. Til disse danse, der oprindeligt kun var akkompagneret af trommer, kom påvirkningen hurtigt fra amerindianerne (politisk korrekt er man vel), Caribien og europæisk musiktradition, og spredtes med større og mindre succes i hele Sydamerika. I denne sammenhæng sker der ikke videre interessante sager før i 1981.

Her sprænger Selena nemlig scenen i stumper og stykker med megahittet Tecnocumbia, der bliver så stort at en ny genre fødes i selv samme navn. Stakkels Selena skulle senere lide den tragiske skæbne at blive dræbt af en leder af sin egen fanklub i en alder af 23 år (stik den, Tupac). For os europæere er nummeret Tecnocumbia ikke langt fra Lambadas ulidelighed, men heldigvis har genren udvilket sig frem til det der i dag er neo-cumbia.

I 2006 i Buenos Aires begyndte pladevennerne Villa Diamante, Nim og El G at afholde en række ugentlige fester under navnet Zizek, opkaldt efter sociologiens rockstar Slavoj Žižek , og lynhurtigt blev festerne et stort tilløbsstykke: snart åbnede ZZK Club og i marts 2008 så ZZK records dagens lys.

På Roskilde Festivalen i år var vi som sagt heldige at opleve lidt af hvert fra ZZK Club. Det startede faktisk lidt uinspireret ud med en kvindelig sangerinde inden Fauna kom på scenen og gav et ordentligt los til alt hvad der er pænt og korrekt med et kæmpe smil, som kræver en vis mængde hash at opbygge.  MC Catar.sys og Color Kits flabede rap giver associationer til både Bikstok Røgsystem og TTC. Sjov er det – uanset om man fatter et ord eller ej. Se selv!

For at stille lidt ind på jorden igen sluttede festen af med en omgang neo-cumbia inficeret dubstep. Og det var lige præcis her at jeg faldt pladask for hele ZZK kollektivet. Det måtte jeg bare have fingrene i!

Og det har jeg så fået nu! For jeg langt om længe opdaget at ZZK records har udgivet indtil videre 7 albums, i blandt hvilke jeg på det stærkeste kan anbefale ZZK Sound Vol.1 Cumbia Digital. Hvis du synes Fauna er the deal, så tjek La Manita de Fauna ud.

Er du liiige lidt luren, så hør de ret fede mixtapes fra ZZK, men husk stadig at en argentiner er mindst 100 gange fattigere end dig, så overvej hvad 60 kr kan gøre for dem og for hele neo-cumbia genren.

Til sidst kan følge neo-cumbia på tæt hold igennem Juan Datas velinformerede og godt opdaterede blog.

UPDATE: Kan man ikke få nok af Fauna: Så kan man downloade LA MANITA DE FAUNA REMIXES helt gratis..

Første compilation fra Zizek Club indeholdende blandt andet de Roskildeaktuelle artister