De 4 unge knøse har på klassisk facon fået den samlede danske presse til at kaste sig i næsegrus. Og det er skam heller ikke uden grund at anmelderne til tider når orgastiske højder som “New Brigade (debutalbummet er) muligvis er det vigtigste danske album siden Klichés Supertanker”. Et stort cadeau, men også en farlig spådom om at det hele kan ramle inden det overhovedet er kommet i gang. Det sidste er desværre sket for ofte.

I lørdags var jeg og Jesper Vega en tur forbi albumreleasen, som blev afholdt i Warehouse 9, men måtte opgive overhovedet at komme ind i lokalet. Årsagen hertil var et helt massivt fremmøde. Selv i regnvejr og sjap til midt på skinnebenet havde alle typer af unge og (naturligvis) musiknørderne fundet vej for at høre drengenes eksplosive blanding af no wave og postpunk. Skuffede måtte vi traske hjem igennem, for rygterne om Iceages notorisk vilde liveoptrædener har spredt sig. Det skyldes vistnok at bandmedlemmerne et par gange har deltaget i slagsmål midt bandets koncerter.

Men bandet kan mere end at te sig som punkens legender. For selvom cirka alle anmeldere fremhæver bandets energi som noget enestående, så er det for mig noget helt andet som trigger, nemlig bandets ærlighed – både i lyd men også i fremtoning. Det var først da jeg genlæste Mikkel Arres interview i Undertoner at jeg forstod at bandets kerneværdi er komplet ærlighed, hvilke kendetegner den ærlige øvelokalelyd og de korte numre. For ærlig talt, hvis numrene var længere ville de blive kedelige. Ærligheden ses blandt andet også ved ovenstående pressefoto. Der er ikke meget fancy Kødby eller sortklædt punk-attitude (gudskelov), næ, det er såmænd stadigvæk bare fire drenge fra gymnasiets rygekælder.

Det skal nu være op til den enkelte at bedømme hvorvidt Iceage er en revitalisering punk eller punkkulturen i Danmark. Nogle vil tilmed hævde at punk altid har været der, mens andre mener at punken aldrig rigtig ankom. Det lader jeg stå jer frit for. Jeg vil hellere slutte med denne lille provokerende video, som er skudt til singlen New Brigade, og selvfølgelig råde dig til at opleve bandet live. Husk på at bands som Iceage har det med at forsvinde hurtigere end de ankommer.

Klik her for at se den indsatte video.

Jeg er netop hjemvendt fra en CocoRosie-koncert i den Grå Hal. Det var en rigtig rigtig god koncert. De spillede en masse fede små sange, der oftesthandler om outsiders, tvetydige kønsroller og om at give magten tilbage til naturen. Gerne på een gang.

Iført henholdsvis maskulint hiphopperkluns og yndigt husmordress gav de to indianersøstre en lektion i hvordan harpe, kazoo, bjælder kan forenes med traditionelle instrumenter som trommer, piano og bas. Selv miaver og spinder den ene af søstrene – Bianca, hiphopperen – som kat sig igennem numrene, mens den anden – Sierra, yndigheden – danser som en sylfide og synger noget der må betegnes som badeværelsesopera. En cocktail man fint kan opleve på plade, men så absolut bedst live.

Da CocoRosie kom ind på scenen for at give ekstranumre skete noget hidtil uhørt og uset. Som om de to søstre ikke har deres helt eget univers, nu sparker de sørme også til den gængse oplevelse af en koncert.

En asiatisk kvinde toner frem på scenetæppet bag søstrene. Henslængt i en lårkort kjole ligger hun foran en kamin med et udfordrende blik, der stinker langt væk af billig autobahn-hudfilm. Så åbner hun munden, og alle på det første støn bliver dine formodninger bekræftet. Kvinden hedder Alexyss K Taylor, det amerikanske underlivs feministiske forkæmper, og giver en 4 min lang lektion i at elske, ære og give respekt til det kvindelige kønsorgan.

Bandet er begyndt at spille nummeret By Your Side og Sierra – skønheden indestængt og fastlåst i det kønsdiskriminerende forklæde – synger så fint sangen, mens søster Bianca stopper og starter videoen forfra og cutter videoen op, så Alexyss powertale til kvinder kommer til at give et rap-flow, der rammer rytmen utroligt godt og samtidig står i skarp kontrast til skønsangen.

Jeg har aldrig før set YouTube til en koncert. Slet ikke på en så nytænkende måde. Det er helt vildt simpelt, men mega gennemført og ikke spor plat. Det er fedt at forskellige medier smelte sammen, når det skaber nye dimensioner til sangene.

CocoRosie kan ikke få roser nok herfra. Genialt. Banebrydende. You name it. Jeg er løbet tør for ord…