LINK HER TIL “So Ein Ding”-udsendelsen

Uden at røbe for meget viser det sig at WiMP slår TDC Play på samtlige fronter. Jeg kan ydermere tilføje at jeg især er glad for at WiMP integrerer data inputs fra last.fm, hvilket vil sige at band-info, -anbefalinger og scrobbling er muligt. Dette er nemlig i detaljen, at WiMP viser at tjenesten er lavet med respekt for musikken modsat konkurrenten..

Endelig er det værd at bemærke at WiMP også fungerer en lille million gange bedre på PC eller Mac end TDC Play. – Hvis du skulle tro at det kun gjaldt fancy smartphones.

Du kan prøve WiMP gratis i 30 dage her! Det bliver man ikke ked af – jeg har i hvert fald været svært tilfreds. Efterfølgende koster WiMP 100 kr/mdr for ikke-Telenorkunder, hvilket er billigt i forhold til at man kan fræse alverdens splinternye plader igennem. Er du Telenorkunde kan prisen presses ned til 50 kr/mdr.

Selvfølgelig har streamingstjenesterne stadigvæk et begrænset katalog og kan komme til kort, hvis det du søger er ekstremt nichépræget. Spørgsmålet synes dog at være, om det er på dette punkt at Spotify (der forhåbentligt snart introduceres i Danmark) kan slå WiMP. Det er svært at se. – Indtil videre må WiMP siges at have “den højgule førertrøje” på.

Ikke desto mindre blev jeg temmelig lettet, da last.fm fremlagde de kyniske facts, der cementerer hvor hjernedødt mainstream jeg har ageret i 2010.

Last.fm er som du nok ved – hvis du ellers har fulgt med her på kanalen – alletiders møgseje musiktjeneste på nettet – det er meget mere end netradio, hvad nogle fejlagtigt tror. Last.fm scrobbler (en form for registrering) hvilke numre man har afspillet i iTunes, hørt på iPod’en, hvilke bloghypede tracks man har stenet på musikaggregatoren The Hype Machine og uendelig meget andet netaktivitet.
Der findes formentlig ikke noget eller nogen, som er mere kvalificeret til at rekommendere hvilken musik du bør lytte til end last.fm, netop fordi last.fm bygger sine anbefalinger på hvad alverdens brugere har lyttet til.

Hvert år i slutningen af december åbner last.fm for indeværende års databank, og fremviser årets mest populære musik. Her behøves ingen wikileaks. Last.fm har fremlagt de 40 mest scrobblede albums, der er udgivet i 2010. (Teknisk set er måleperioden ændret at strække sig fra 1. oktober 2009 til 31. oktober 2010, hvorfor albums, der er udgivet i slutningen af 2009 også er inkluderet).

Det er rigtigt fedt, at man kan følge udviklingen af play henover året. Nogle kunstnere peaker skarpt (fx. Pendulum), mens andre har et langt steady state, der synes upåvirket af at der er sluppet et nyt album (fx. Editors). Det skal lige bemærkes at denne grafisk fremstilling baseres på samtlige plays kunstneren har haft - desværre ikke for det givne album.

En sjov feature, er at man kan se hvornår og hvor mange gange man selv har lyttet til musikken (= røde peaks på graf) – sammenlignet med den generelle tendens. Og det var så her, at jeg fandt ud af at jeg slet ikke er blevet så mainstream som jeg gik rundt og troede. Ud af top 40 har jeg lyttet til 10 kunstneres numre i alt 682 gange. Med et dagligt gennemsnit på 43 tracks, svarer det til at jeg har været mainstream i 15,9 dage i hele 2010. Se evident data her!
Det står muligvis ikke så galt til som først antaget eller måske er jeg blot mainstream uden for top 40?

Denne datafremstilling er med til at styrke min tyrkertro på at albumformatet langt fra er dødt. For klart, det kræver lidt bearbejdelse og kuriøse fremstillinger som denne for at opnå et tilsvarende interessant resultat. Mere heraf!

Denne gang er det ikke direkte Last.fm, men Last.fm Playground der løber med opmærksomheden. Playground er, som navnet antyder en sandkasse, hvor diverse udviklere tester nye projekter af. I den mere kuriøse afdeling kan man se at Lady Gaga er den mest uønskede kunstner, hvilket formentligt skyldes at partyschlagerhits ikke skal påvirke hvad man ellers fylder ørene med.

Men uden at der på nogen måde skal gå hater i den, farer vi fluks videre til hvad dette blogindlæg egentligt skal handle om. For hidtil har kunnet følge med i hvilke kunstnere og numre man selv og andre synes er fede, men nu kan Last.fm definere dit køn og alder udfra hvad du lytter til vha det såkaldte Gender Plot. Jeg har for eksempel fundet ud af at jeg er ca. 24 år og lidt mere kvinde end mand!

Der er rigtigt mange kritikpunkter til en sådan graf. Først (og muligvis vigtigst for min selvforståelse) så skal man nok ikke tage den relative kønsfordeling alt for bogstaveligt, og forhastet konkludere at jeg rimeligvis er tvekønnet, men i stedet konstatere at jeg hører musik, som appelerer til begge køn. Dernæst bør man kigge på aldersfordelingen af last.fm-brugere, som formentligt er normalfordelt omkring 23-26 år (Jeg beror denne antagelse på, at jeg har tjekket indtil flere plots, hvor selv hankøn i fyrrene og diehard fans af straight rock også havner omkring 24-26 år). Dette vil afgjort påvirke at aldersfordelingen mod dette center. Endvidere må man forvente at last.fm-brugerne enten interesserer sig for sociale medier eller musik, hvilket afgjort også er en skævvridende faktor.

Til gengæld kan man have ganske meget sjov med at sammenligne sig med sine venner i Gender Plot. Man kan med rimelighed konstatere at forskellen på hvad jeg, LilleLos, larskjensen, jlemvig og shevy_dk hører er relativ lille.

Årets helt store ørebaskere er MGMT og Coldplay, og sjovt er det at sammenligne Annual Trend:

MGMT startede 2008 som totalt ukendte, men med en del bloghype steg forventningerne til debutalbummet “Oracular Spectacular”, for endelig at bryde indie-isolationen og storhitte på radio, tv og nettet. Selv var jeg ret begejstret da jeg anmeldte pladen i primo april. Jeg havde taget tilløb hertil i over en måned for at undgå at ryge i den umiddelbare døgnfluefælde, men nu synes det næsten uforskammet at nævne ordet “døgnflue” i samme sætning som MGMT. Siden “Oracular Spectacular” udkom har drengene sluppet EP’en Metanoia. Skal man på baggrund af denne gisne om hvilken retning duoen svømmer i på næste langspiller, så bliver det næppe til en ny “Oracular Spectacular”. Bedøm nu selv.

Vil du vide mere om MGMT anbefales du at læse Soundvenue vol.25.

Helt anderledes er året gået for velkendte Coldplay. Deres fans har – som det ofte er med den slags øregas – næsten glemt deres eksistens, for tilsyneladende ikke at kunne få nok i at svælge sig i Chris Martins frelse da “Viva la Vida” endelig ramte gaden. Samtidig har Coldplay et sæt gedigne hits i baglommen, hvilket højst sandsynligt har været med til at hive dem op ad listen. Alligevel er 6 af de 10 meste scrobblede tracks i år  at finde på “Viva La Vida”! Imponerende.

Derudover findes der et par overraskelser på listen. I hvert fald for mig. For eksempel at The Ting Tings er den næstmest scrobblede artist. Det synes at være en præstation, at jeg hverken opdagede kvaliteten eller hypen før det var forbi.

Top 10 er baseret på scrobbles, hvilket jo er en lidt diskutabel måleenhed. Den diskussion har René og jeg kørt på i flere måneder, men det er vist ikke blevet blogget, så spørg os endelig, hvis du er i tvivl om hvori diskussionen består.

Tilsidst vil jeg blot nævne at MGMT kan lidt mere end at lave spraglet musik. Denne interaktive musikvideo til Electric Feel giver dig mulighed for at lave din egen version, og der er efter sigende omkring 4 mio. muligheder, så kom bare i gang!