Jeg har tidligere hyldet eMusic, som er min hovedleverandør til mine hovedtelefoner, for at have en yderst fornuftig forretning, som kort genfortalt er en abonnementordning, hvor alternative kunstnere og musikgenrer kan erhverves for en relativt få penge. At musik er billigt er ikke ensbetydende med at kunstneren bliver snydt! – Det skal jeg give et eksempel på til sidst, ligesom det er et eksempel på at IFPI ikke varetager kunstnernes interesse hvilket de er sat i verden for. Først lige lidt baggrundsviden.

Intro

Ulovlig fildeling var den første måde hvorpå man kunne hente musik ned fra nettet. Eller rettere: det blev gjort ulovligt, for fildeling var ikke i strid med de daværende copyrights. (Om fildeling skal være lovligt eller ej er en anden diskussion end den jeg vil fremføre her. Jeg vil dog anbefale dig at se filmen Good Copy Bad Copy og høre KommunikationsCasts interview med hr Bay for nuanceret indføring i debatten.) Ligesom ophavsretsloven ikke var gearet til mp3 og downloads, var musikbranchen heller ikke gearet hertil. Udviklingen var løbet fra dem. Ude omkring i verden fandt man ud af at bruge fremskridtet hvilket førte til online musikbutikker. Den mest kendte er iTunes Store som åbnede i 2003.

I lille enfoldige Danmark indførte man i stedet heksejagt og syntes alt var skønt. Lige indtil det gik op for musikbranchen at internettet ikke stopper ved Kongeåen eller kan holdes ude af landet på anden vis end ved afskafning af elektricitet. Med stor modvilje fik man forhandlet en aftale på plads, så blandt andre iTunes Store så dagens lys i maj 2005. Ironisk nok er iTunes Store i dag verdens næststørste musikforretning, og tænk sig at vi i Danmark befandt os i en formørket digital stenalder indtil for 3,5 år siden! – Det skal med rette nævnes at det ikke kun er i Danmark at kritikken af e-musikhandel har fundet sted: Storsælgende kunstnere har ført diverse retssager, men mig bekendt er alle retssager tabt.

Fortiden bærer altså skylden for at IFPI stadig opfatter handel af musik på nettet som værende semi-seriøst, og måske er det derfor at handel på f.x iTunes anses for semi-kriminel virksomhed. Pirateri er nemlig ægte kriminalitet! – For musik er nemlig noget man køber på en cd. Hvis du er i tvivl om hvorfor IFPI synes det er useriøst, så lad mig kort nævne at DRM-lås er et udtryk herfor: Du køber nemlig ikke et nummer; du køber et format, som du har begrænset adgang til, oftest halvdårlig kvalitet og så kan du ikke en gang brænde det ned på cd! Det er et ret useriøst produkt i min verden.

Hvorfor er det at musikbranchen med IFPI i spidsen er så vrede på e-musiksalg når det tilsyneladende er en god forretning? Det er logisk at stille det spørgsmål. Hvorfor vil en brancheorganisation ikke have at branchen tjener penge på nettet? Branchen påstår selv at internettet er skyld i faldende musiksalg. Det er nu ret udokumenteret; det kunne ligeså godt være at de unge hellere vil spille computer end høre musik.

Jeg kender heller ikke svaret, men det rummer den bitre sandhed, at med musikhandel på nettet er musikbranchen trængt på sit vigtigste kerneområde, nemlig distribution. Grunden til at man oprindeligt etablerede musikbranchen var netop på grund af at kunne distribuere musikken. I dag kan enhver klikke ind på MySpace/Hypemachine/Youtube/last.fm – you name it – og høre sin favoritmusik for derefter at købe og hente det ned fra nettet. Afstanden mellem kunstneren og lytteren er altså reduceret til et par tilfældige klik og her synes distribution totalt overflødiggjort.

Når IFPI ikke er interesseret i denne udvikling, selv om det tilsyneladende er god forretning, så burde man opstille et alternativ til nethandel. Det har nemlig vist sig at et plastikcover ikke er nok at få folk til at betale det dobbelte for musikken. I stedet for at tage afsæt i nettets muligheder eller tænke i alternative baner  vælger man samme “løsningsmodel” som i 2003: forbud og indskrænkelse. TDC PLAY er dog et fedt forsøg på at adoptere nettets muligheder.

Anklage

Grunden til at jeg følte mig provokeret til at skrive denne lange smøre skyldes selvfølgelig at jeg er stødt på endnu et forbud. Problemet er bare at jeg ikke bare er irriteret men synes det er direkte uretfærdigt for den involverede kunstner. Forløbet er som følgende:

Jeg daffede lidt rundt inde på eMusic for at finde noget interessant. Sørme om eMusic ikke har Sune Rose Wagners soloplade liggende. Jeg har ikke en gang hørt et enkelt nummer endnu, og tænker jeg vil lige høre et par numre og måske downloade et par numre eller hele pladen. Nu er mit forhold til Sune Wagner, Raveonettes eller Psyched Up Janis således at jeg aldrig nogensinde vil give 150kr for musikken, selvom jeg egentligt heller ikke har noget imod musikken. Det viser sig at jeg er så heldig at jeg ikke en gang skal tage stilling til om jeg vil downloade musikken eller ej. Det kan jeg nemlig ikke, for albummet er ikke tilgængeligt i Danmark. Først tænker jeg bare “nå”, men bliver hurtigt vred og indigneret på Sune Wagners vegne. For hvem skal købe et dansksproget album som dette, hvor vokalen er så bærende et element udenfor Danmark? Udenlandsdanskere, ja, men hvem har ellers glæde af dette album? Sagt på en anden måde: Hvor mange danskere vil downloade et vokalbaseret album hvis det er på finsk, urdu eller koreansk? Havde det været muligt at downloade albummet ville der sandsynligvis være færre der købte det nede i GUF, men tilgengæld ville en ikke-potentiel køber som mig grave i lommen. Læg dertil at jeg heller ikke vil gå til koncert eller vil kunne fortælle det til mine venner. Hvis du tror sidstnævnte er ligegyldigt så husk lige at Arctic Monkeys, Lily Allen og Klaxons alle har solgt millioner af albums/downloads pga. internetbaseret hype.

I sidste ende går begrænsning udover kunstneren, men det er altså dobbelt så bittert at være dansk kunstner i Danmark, når jeg kan downloade udenlandske kunstneres nye plade, og vide at branchefolkene tjener det samme uanset om køberen er dansk eller ej.

IFPI varetager altså i særdeleshed ikke dansk musik og danske kunstnere. Derfor er det ikke uden en vis moro man kan læse at IFPI er stolte over at varetage hele 4 ting på sin hjemmeside: et nyhedsbrev (sic!), top40 (sic!),  Danish Music Awards og Music Export Denmark, som handler om at være repræsenteret på branchefestivalerne MIDEM og Eurosonic. Uambitiøst oder was?!

Skal musik så bare kontrolleres af markedskræfterne? Nej, for MySpace er samtidig beviset på hvor svært det er at bryde isolationen. Der skal i stedet satses på lave nogle fornuftige aftaler som tilgodeser kunstnerens interesser fremfor pladebranchens.

Synes du generelt at downloads er for billige så kan du her se hvor meget der tilfalder kunstneren hhv. per album og downloads. Procentsatsen er oftest den samme. Som en kammerat formulerede det: “Du skal nu bare huske at det du betaler mere for at have en cd i hånden, er penge der forsvinder lige op i næsen på musikbranchen”. Vil du gerne støtte kunstneren direkte så tjek om du ikke kan købe albummet digitalt fra deres hjemmeside.

En anbefaling

Jeg havde nær glemt den lovede anbefaling. Nu hvor jeg ikke kunne få lov til at købe Sune Wagner fra eMusic, så er det godt at små uafhængige danske labels som Persona Non Grata ikke er del af familien IFPI. Derfor kan du godt downloade Kellermenschs fine debut. Læs også den fine anmeldelse fra Soundvenue. Kellermensch er den tyske titel på en Dostojevskij klassiker og så spiller de på Roskilde Festivalen.

Download albummet, eller giv i det mindste Kellermensch chancen,  hvis du ligesom mig aldrig kunne finde på at betale 150 kr for et totalt ukendt albumdebuterende dansk gruppe.