Introduktion

Dubstep er måske den mest iøjefaldende subgenre siden årtusindeskiftet, og har tiltrukket sig en broget fanskare fra house, rock, hiphop, rap og dance-miljøet. Om det er disse miljøer der påvirker dubstep eller omvendt skal her forblive usagt, men i dubstep genfindes elementer fra alle de nævnte genrer, hvilket naturligt nok er med til at afføde en række yderligere subgenrer.

I januar 2009 skrev jeg en anmeldelse om Distance på lydhoer.dk, hvor jeg mere detaljeret beskrev musikkens – og kulturens karakteristika. Find anmeldelsen her. Det er dælme god læsning, når jeg selv skal sige det..

Dette blogindlæg fungerer som oversigt/opslagsværk over de vigtigste kunstnere og begivenheder indenfor dubstep. Listen er langt fra komplet men blev til, idet jeg endnu ikke har set lignende oversigtsartikler. Enjoy reading!

Pionerne

Dubstep udspringer oprindeligt af uk garage-miljøet, og kan spores helt ned til pladebutikken og pladeselskabet Big Apple i Croydon i det sydlige London. Her arbejdede en fyr, der skulle blive dubsteps vigtigste motorer, Skream, sammen med sin bror Hijack og vennen Hatcha. Blandt de faste kunder i butikken var El-B, Loefah, Benga, Kode9, The Bug og Burial. Disse blev kernen der udviklede dubstep igennem de første anonyme år fra 2002-2005.

El-B tilskrives æren af at være den første der producerede dubstep, men har ellers ikke gjort meget væsen af sig.

Hatcha hostede Tempa Allstars Vol 1 i 2004, hvor første gang dubstep bruges officielt som genre, men termen dateres allerede tilbage i 2002, blandt andet af pioner-klubben FWD>> i London.

Kode9 startede pirat-radioen Rinse FM og blev hurtigt den vigtigste eksponent af dubstep. Senere startede han det bannerførende pladeselskab Hyperdub.

Digital Mystikz – duo bestående af Mala og Coki. Ejere af pladeselskabet DMZ, og er ophavsmænd til det jamaicanske islæt i dubstep. Resident Advisor kaldte DMZ sammen med FWD>> for de to vigtigste eksponenter i de tidlige år.

Genrer

Dubstep er i sig selv defineret ved en tung, synkoperet bas omkring 140 bpm, hvilket i sig selv er en meget lidt sigende definition. Dubstep udspringer af kombinationen mellem elektronisk dub og uk garage (eller blot garage) og kan være svært at skelne fra lignende genrer som 2-step, grime, bassline og uk funky. Senest er afarten wonky direkte udsprunget af dubstep. En enkelt artist, The Widdler, har anvendt clubstep om sig selv, men dette er ikke anerkendt.

Geografi

Dubstep har britiske rødder, og er primært centreret omkring det fattige syd-London. Sidenhen kom Bristol, Glasgow, Amsterdam og L.A. med på bølgen. Med internettets udbredelse er dubstep sidenhen blevet et globalt fænomen, og selv i Danmark findes der udøvende artister, bedst kendt er 2000F og JSL fra piratkollektivet OHOI!.

Labels

Hyperdub er stiftet af Steve Goodman aka. Kode9 og førende label indenfor dubstep, og huser bl.a. Burial, Cooly G, Joker og Zomby.

Planet Mu er ejet af gigantiske Virgin og huser ca 100 artister. Planet Mu bliver let overset selvom prominente navne som Benga, Milanese, Vex’d og Virus Syndicate er i stalden.

Tempa var med Dubstep Allstars serien med til at definere dubstepgenren, men havde allerede i 2000 udgivet Horsepower Productions hvis numre sidenhen er betegnet dubstep.

Tectonic er et Bristol-baseret label med bl.a. Aerial og Pinch.

Kraken Recordings er danmarks eneste label, der er specialiseret i dubstep og grime. Det varetages af drengene fra OHOI!, og har indtil videre udgivet 10 singler af høj standard.

Compilations

Her er de vigtigste dubstep-compilations, hvad enten du er novice eller erfaren lytter:

Dubstep Allstars vol 1-6: Her hvor lyden begynder. Vol 1-3 synes i dag kun interessante for samlere, mens da vol. 4-6 udkom var serien overhalet af de følgende compilations.

Tectonic Plates vol. 1 og vol. 2: Med Tectonic Plates vol.1 får dubstep det store gennembrud. En regulær milepæl.

200: Planet Mu-compilation fra 2007, der fint viser alsidigheden af det store label.

5 : 5 years of Hyperdub: Kode9 fejrer 5års jubilæum med denne compilation. Noget atypisk, men kendetegnende for Hyperdub, indeholder cd 1 de fremadskuende tracks, mens der gøres status for de 5 første år på cd 2.

Mary Anne Hobbs Presents: The Warrior Dubz, Evangeline og Wild Angels. BBC radioværtinden har med disse 3 compilations (og sit radioprogram) vist at dubstep langt fra kun er for drengene. Den yderst respekterede værtindes compilations følger udviklingen godt, og den seneste Wild Angels domineres af wonky.

In Search of Wonky (Part One & Two): Udgives af 14 tracks, et underselskab af boomkat. Før de to compilations udkom vidste ingen hvad wonky var, men det ændredes øjeblikkeligt. Udgivelserne fra 14 tracks er altid interessante; De har endvidere udgivet compilationen In Hypercolour, der beskrives som “Wonky’s uglier, ruder cousin..”.

Hovedværker

Her er en liste over de vigtigste udgivelser af solo-artister:

Burial – Untrue: Ekstremt filmisk og helstøbt album, der placerede Burial på toppen af alverdens årslister. Untrue er stærkt påvirket af både 2-step og garage.

Skream – Watch the Ride: At dette mixtape ender med at blive Skreams vigtigste udgivelse kan synes ironisk, men det fungerer glimrende som opsamling på hvad Skream har foretaget sig siden begyndelsen i 2002.

The Bug – London Zoo: Titlen kunne ikke være bedre, for med udgangspunkt i dubstep fremviser The Bug mangfoldigheden af dubstep, som global smeltedigle.

Benga – Diary of a Afro Warrior: Kommerciel – og bred succes, der har givet Benga samarbejder udenfor dubstep.

Podcasts, FM og TV

Du kan holde fingeren på pulsen og følge de nyeste tendenser i Mary Anne Hobbs BBC-radioprogram. Du kan høre gamle udsendelser – desværre ikke podcaste – men til gengæld se Mary Anne TV.

Vil du fodres med dubstep 24 timer i døgnet skal du stille ind på Dubstep FM. Oftest er det ret tungt, men det er altid direkte sendinger, hvilket er ret sejt. Kan hentes som podcast eller høres lige her i iTunes/Winamp.

SUB FM (lyt) spiller dubstep, grime, dub og wonky i et væk. Med mere end 2000 podcasts på lager burde du kunne stille de værste sult. Abonnér på podcast (direkte til iTunes).

Kan du ikke få nok så tjek Future Breaks FM. Desværre er det no future – det ugentlige podcast lukkede ned i starten af 2008. De gamle podcasts findes stadigvæk her (abonnér direkte i iTunes).

Endelig kan du stadig høre Rinse FM, som i dag ejes af Resident Advisor (som i dag også ejer klubben FWD>>), der også leverer et ugentligt podcast – dog ikke udelukkende forbeholdt dubstep.

Butikker

Glem alt om cd! Dubstep skal høres på vinyl og/eller mp3. Her er 3 gode netbutikker. Husk også altid at tjekke artisternes egen hjemmeside.

Boomkat er på alle faconer førende. Med et gigantisk katalog kan du vælge mellem mp3 (320 kbps) eller FLAC. – Findes det, findes det her.

Beatport er ved at udvide territorier, så dubstep kan også købes her. Er generelt dyrere end boomkat.

eMusic er en abonnementservice, hvor prisen på mp3-filer er ned til 2kr/stk. Stort single udvalg, dog næsten altid som VBR i kvaliteten ca. 180-240 kbps.

Vinyl: Lad det være sagt: jeg ved ikke meget om vinyl, udover at Boomkat ligger inde med et gigantisk katalog, så det er min bedste henvisning.

Hold øje med

Hvis du har tid, mod og lyst til mere end de allerede nævnte labels, podcasts, radioprogrammer og hjemmesider, så er det (altid) en god idé at følge Pitchfork.

For ekstremt læseværdige artikler på dansk(!) anbefales du at følge med i Ralf Christensens (twitter) skriverier i Information, der holder internationalt niveau – både hvad gælder sprog og indhold.

Endelig har blogosfæren uendeligt mange tilbud. Tjek fx. DataSapiens hvis du vil have det på dansk.

Husk altid kalenderen

Der er en masse dubstep rundt om i København! Du kan opleve dubstep på festivaller som Strøm og RAW, mens Kødboderne 18 og Vega Natklub ofte afholder dubstep-arrangementer.

Se her hvorledes det så ud da The Bug og Flowdan lagde Kødboderne 18 ned til Strøm i 2008.

Klik her for at se den indsatte video.

Hold dig orienteret på AOK eller iBYEN. Vi ses derude!

Jeg har tidligere hyldet eMusic, som er min hovedleverandør til mine hovedtelefoner, for at have en yderst fornuftig forretning, som kort genfortalt er en abonnementordning, hvor alternative kunstnere og musikgenrer kan erhverves for en relativt få penge. At musik er billigt er ikke ensbetydende med at kunstneren bliver snydt! – Det skal jeg give et eksempel på til sidst, ligesom det er et eksempel på at IFPI ikke varetager kunstnernes interesse hvilket de er sat i verden for. Først lige lidt baggrundsviden.

Intro

Ulovlig fildeling var den første måde hvorpå man kunne hente musik ned fra nettet. Eller rettere: det blev gjort ulovligt, for fildeling var ikke i strid med de daværende copyrights. (Om fildeling skal være lovligt eller ej er en anden diskussion end den jeg vil fremføre her. Jeg vil dog anbefale dig at se filmen Good Copy Bad Copy og høre KommunikationsCasts interview med hr Bay for nuanceret indføring i debatten.) Ligesom ophavsretsloven ikke var gearet til mp3 og downloads, var musikbranchen heller ikke gearet hertil. Udviklingen var løbet fra dem. Ude omkring i verden fandt man ud af at bruge fremskridtet hvilket førte til online musikbutikker. Den mest kendte er iTunes Store som åbnede i 2003.

I lille enfoldige Danmark indførte man i stedet heksejagt og syntes alt var skønt. Lige indtil det gik op for musikbranchen at internettet ikke stopper ved Kongeåen eller kan holdes ude af landet på anden vis end ved afskafning af elektricitet. Med stor modvilje fik man forhandlet en aftale på plads, så blandt andre iTunes Store så dagens lys i maj 2005. Ironisk nok er iTunes Store i dag verdens næststørste musikforretning, og tænk sig at vi i Danmark befandt os i en formørket digital stenalder indtil for 3,5 år siden! – Det skal med rette nævnes at det ikke kun er i Danmark at kritikken af e-musikhandel har fundet sted: Storsælgende kunstnere har ført diverse retssager, men mig bekendt er alle retssager tabt.

Fortiden bærer altså skylden for at IFPI stadig opfatter handel af musik på nettet som værende semi-seriøst, og måske er det derfor at handel på f.x iTunes anses for semi-kriminel virksomhed. Pirateri er nemlig ægte kriminalitet! – For musik er nemlig noget man køber på en cd. Hvis du er i tvivl om hvorfor IFPI synes det er useriøst, så lad mig kort nævne at DRM-lås er et udtryk herfor: Du køber nemlig ikke et nummer; du køber et format, som du har begrænset adgang til, oftest halvdårlig kvalitet og så kan du ikke en gang brænde det ned på cd! Det er et ret useriøst produkt i min verden.

Hvorfor er det at musikbranchen med IFPI i spidsen er så vrede på e-musiksalg når det tilsyneladende er en god forretning? Det er logisk at stille det spørgsmål. Hvorfor vil en brancheorganisation ikke have at branchen tjener penge på nettet? Branchen påstår selv at internettet er skyld i faldende musiksalg. Det er nu ret udokumenteret; det kunne ligeså godt være at de unge hellere vil spille computer end høre musik.

Jeg kender heller ikke svaret, men det rummer den bitre sandhed, at med musikhandel på nettet er musikbranchen trængt på sit vigtigste kerneområde, nemlig distribution. Grunden til at man oprindeligt etablerede musikbranchen var netop på grund af at kunne distribuere musikken. I dag kan enhver klikke ind på MySpace/Hypemachine/Youtube/last.fm – you name it – og høre sin favoritmusik for derefter at købe og hente det ned fra nettet. Afstanden mellem kunstneren og lytteren er altså reduceret til et par tilfældige klik og her synes distribution totalt overflødiggjort.

Når IFPI ikke er interesseret i denne udvikling, selv om det tilsyneladende er god forretning, så burde man opstille et alternativ til nethandel. Det har nemlig vist sig at et plastikcover ikke er nok at få folk til at betale det dobbelte for musikken. I stedet for at tage afsæt i nettets muligheder eller tænke i alternative baner  vælger man samme “løsningsmodel” som i 2003: forbud og indskrænkelse. TDC PLAY er dog et fedt forsøg på at adoptere nettets muligheder.

Anklage

Grunden til at jeg følte mig provokeret til at skrive denne lange smøre skyldes selvfølgelig at jeg er stødt på endnu et forbud. Problemet er bare at jeg ikke bare er irriteret men synes det er direkte uretfærdigt for den involverede kunstner. Forløbet er som følgende:

Jeg daffede lidt rundt inde på eMusic for at finde noget interessant. Sørme om eMusic ikke har Sune Rose Wagners soloplade liggende. Jeg har ikke en gang hørt et enkelt nummer endnu, og tænker jeg vil lige høre et par numre og måske downloade et par numre eller hele pladen. Nu er mit forhold til Sune Wagner, Raveonettes eller Psyched Up Janis således at jeg aldrig nogensinde vil give 150kr for musikken, selvom jeg egentligt heller ikke har noget imod musikken. Det viser sig at jeg er så heldig at jeg ikke en gang skal tage stilling til om jeg vil downloade musikken eller ej. Det kan jeg nemlig ikke, for albummet er ikke tilgængeligt i Danmark. Først tænker jeg bare “nå”, men bliver hurtigt vred og indigneret på Sune Wagners vegne. For hvem skal købe et dansksproget album som dette, hvor vokalen er så bærende et element udenfor Danmark? Udenlandsdanskere, ja, men hvem har ellers glæde af dette album? Sagt på en anden måde: Hvor mange danskere vil downloade et vokalbaseret album hvis det er på finsk, urdu eller koreansk? Havde det været muligt at downloade albummet ville der sandsynligvis være færre der købte det nede i GUF, men tilgengæld ville en ikke-potentiel køber som mig grave i lommen. Læg dertil at jeg heller ikke vil gå til koncert eller vil kunne fortælle det til mine venner. Hvis du tror sidstnævnte er ligegyldigt så husk lige at Arctic Monkeys, Lily Allen og Klaxons alle har solgt millioner af albums/downloads pga. internetbaseret hype.

I sidste ende går begrænsning udover kunstneren, men det er altså dobbelt så bittert at være dansk kunstner i Danmark, når jeg kan downloade udenlandske kunstneres nye plade, og vide at branchefolkene tjener det samme uanset om køberen er dansk eller ej.

IFPI varetager altså i særdeleshed ikke dansk musik og danske kunstnere. Derfor er det ikke uden en vis moro man kan læse at IFPI er stolte over at varetage hele 4 ting på sin hjemmeside: et nyhedsbrev (sic!), top40 (sic!),  Danish Music Awards og Music Export Denmark, som handler om at være repræsenteret på branchefestivalerne MIDEM og Eurosonic. Uambitiøst oder was?!

Skal musik så bare kontrolleres af markedskræfterne? Nej, for MySpace er samtidig beviset på hvor svært det er at bryde isolationen. Der skal i stedet satses på lave nogle fornuftige aftaler som tilgodeser kunstnerens interesser fremfor pladebranchens.

Synes du generelt at downloads er for billige så kan du her se hvor meget der tilfalder kunstneren hhv. per album og downloads. Procentsatsen er oftest den samme. Som en kammerat formulerede det: “Du skal nu bare huske at det du betaler mere for at have en cd i hånden, er penge der forsvinder lige op i næsen på musikbranchen”. Vil du gerne støtte kunstneren direkte så tjek om du ikke kan købe albummet digitalt fra deres hjemmeside.

En anbefaling

Jeg havde nær glemt den lovede anbefaling. Nu hvor jeg ikke kunne få lov til at købe Sune Wagner fra eMusic, så er det godt at små uafhængige danske labels som Persona Non Grata ikke er del af familien IFPI. Derfor kan du godt downloade Kellermenschs fine debut. Læs også den fine anmeldelse fra Soundvenue. Kellermensch er den tyske titel på en Dostojevskij klassiker og så spiller de på Roskilde Festivalen.

Download albummet, eller giv i det mindste Kellermensch chancen,  hvis du ligesom mig aldrig kunne finde på at betale 150 kr for et totalt ukendt albumdebuterende dansk gruppe.

Siden da har jeg følt mig ganske røvrendt og havde vel egentligt svoret aldrig at opsøge betalingssites igen, så hellere give fuld pris og få et fysisk album..

Men tiderne går og ting ændres også en gang i mellem i den rigtige retning. For jeg fik nemlig lige et tip fra en rar kammerat (Shevy) om at det slet ikke behøves at være så ondt.

eMusic synes delvist at være svaret på mine bønner: Her ligger den måske bedste internet-store til downloading af musik. Ift iTunes køber man ikke et låst filformat (DRM lås), men det multikonverterbare .mp3-format. mp3-formatet er så rart at det nemlig kan afspilles på ca. samtlige players. Du kan også brænde det ned på en cd, eller smide det på din mp3-afspiller.

Hvad går eMusic så ud på? Jo, eMusic tilbyder dig en abonnementservice, dvs. du betaler £ 13, om måneden (ca 100kr) for 30 downloads, dvs rundt regnet 2-3 cd’er. Det er jo ikke en unfair pris. Kvaliteten af musikken er på 192kbps, altså hvad man som minimum skal forlange når man downloader, men det kunne selvfølgelig have været højere/bedre. En anden disclaimer er at selvføgelig findes ikke alt musik derinde, især de spritnye udgivelser kan godt hænge i bremsen i et par mdr inden de er tilgængelige. Udvalget er til gengæld stadig større en lorte-iTunes Store!

Da jeg oprettede en profil på eMusic fik uden videre 50 gratis downloads. Tak. Såfremt jeg havde været lidt mere påpasselig kunne jeg have foræret 30 gratis downloads til Shevy, idet han fik mig til at signe-up. Men jeg var selvfølgelig ligeså skeptisk som du måske også er.

Glemmer man ikke sådannoget abonnementfis? Jo, hvis du er en bøllehat. Men faktisk kan du allerede afmelde dig eMusic efter at du har brugt de 50 dl. Dermed behøver du ikke at betale en eneste krone for noget musik. Det er da et tilbud..

Inden du styrter ind på eMusic synes jeg da lige pointere, at du skal sende mig en mail, så jeg kan rekommendere dig til eMusic, og derved erhverve mig 30 gratis dl, som tak for oplysningen..

Nu kan du komme i gang!