Lonely Song

Mildred

white ocean – mildred

White Ocean

Jeg kan rigtigt godt lide begge numre, som jeg først og fremmest finder enormt behagelige at lytte til. Lonely Song er sådan et nummer man hører i bilradioen, mens man kører igennem det danske landskab og bare lader sit sind drive afsted.

Mildred er til gengæld en meget fin og poetisk lille størrelse, og som faktisk bygger på en ægte fortælling fra den norske forsanger Christers barndomshjem.

“There is a picture of five sisters, hangs on the wall in my house, and in the middle a girl dressed in white, the others are dressed in black, black as the night” indledes den underspillede fortælling i Mildred. Man fornemmer noget uheldssvangert.

Jeg skal ikke afsløre hvad der er hændt, det må man lytte sig frem til. Jeg kan dog afsløre at både den ordknappe facon og sparsomme instrumentering, som går igen på mange af White Ocean’s numre, bærer tydeligt præg af Christers norske oprindelse. Jeg kalder det ødegårdsrock..

Som storforbruger og storelsker af musik kan jeg ikke selv finde ud af at vælge blandt mine børn. Derfor har jeg opsummeret kort hvilke plader, som hhv. Gaffa, Soundvenue og Politiken har valgt til årets bedste skiver. Grunden til at jeg har udvalgt disse 3 medier er egentligt blot at disse 3 frekventerer jeg mest.

Først en samlet placeringsoversigt:

På baggrund af placeringsoversigten har jeg uddelt points på allersimpleste vis, således at nr.1 får 10 points, nr.2 får 9 points og så fremdeles.

I bedste Melodi Grandprix-stil er vinderen….

Der er klar konsensus om at Efterklang har begået årets skive med Magic Chairs. Med baggrund i de danske albums jeg har hørt erklærer jeg mig for enig heri, selvom jeg endnu ikke har hørt pladerne fra Agnes Obel, Kira Skov og The Information.

Efterklang er samtidig det eneste navn, som findes på alle 3 lister. I alt har 21 kunstnere fundet vej til listen.

Alt dette med håb om et spændende år for dansk musik i 2011. Listen kan erhverves som Google Spreadsheet.

Det er egentlig ikke, fordi jeg går rundt og er så trist. Jeg dyrker ikke det at være vred. Det er ikke af princip, at jeg er jubelpessimist, men jeg synger sjældent om at være glad.Måske så faldt jeg i den sorte gryde som barn. Regnvejrssange gjorde mig altid glad. CV vrissede dejligt muggent som en brækket arm, så englene de sang som en syngende flad og gik i sort.

Jeg spiser faktisk ikke mine børn til morgenmad og tæver sjældent andre end mig selv. Jeg drømmer ofte om at kunne synge nogen glad, men vågner, før jeg keder mig ihjel. Jeg tænder bare ikke på kulørte danske film. Jeg ser alligevel alting i sort-hvid. Og lørdagskyllingsunderholdning rager mig en fjer, så kald mig bare en kynisk gammel skid. Men jeg ser sort.

()… For jeg kan ikke synge om den store kærlighed, medmindre der er nogen, der står for skud. Og uanset hvor meget jeg prøver at vride mit hjerte af led, er blodet ikke rødt, når det fosser ud. Nej, det er sort.

Kenned Thordal kender du som ham der oversatte 8 Mile – den der skodfilm med wannabe-invert-Michael-Jackson-rapperen og han er del af “husmødrenes lille hjælper”-bandet Herredømmet, der desværre er for dansk/ironisk/plat til at være rigtigt sjovt. Heldigvis laver han glimrende soloplader, men skam også seriøse projekter som Songs From Death Row, hvor han sammen med Marco Evaristti spandt melodi og maling til de tanker et menneske må gøre sig, hvis man befinder sig på et så uhyrligt sted. Resultatet kan du forresten høre og hive ned her.

Den informative outro: Selvom han ikke udgiver musik under Creative Commons så kan man finde stort om sort her.

Den platte outro: Hvilket humør var han så i da han skrev sort? - Svaret er måske oplagt..

Den ivrige skal fortsætte her: Hr. Thordals krøllede pen er nemlig meget andet end sort som i Sort. Oplev blot koloritten i det kulinariske granatsukkerchok Bulletin fra BonBonland.