Archive for the ‘Coldplay’ tag
Last.fm gør status for 2008
Egentligt vil jeg bare nævne det, hvis du da ikke allerede har set det. Du kan nemlig se det lige her!. Last.fm har nemlig offentliggjort top 10 for hhv. artists, albums og tracks.
Årets helt store ørebaskere er MGMT og Coldplay, og sjovt er det at sammenligne Annual Trend:
MGMT startede 2008 som totalt ukendte, men med en del bloghype steg forventningerne til debutalbummet “Oracular Spectacular”, for endelig at bryde indie-isolationen og storhitte på radio, tv og nettet. Selv var jeg ret begejstret da jeg anmeldte pladen i primo april. Jeg havde taget tilløb hertil i over en måned for at undgå at ryge i den umiddelbare døgnfluefælde, men nu synes det næsten uforskammet at nævne ordet “døgnflue” i samme sætning som MGMT. Siden “Oracular Spectacular” udkom har drengene sluppet EP’en Metanoia. Skal man på baggrund af denne gisne om hvilken retning duoen svømmer i på næste langspiller, så bliver det næppe til en ny “Oracular Spectacular”. Bedøm nu selv.
Vil du vide mere om MGMT anbefales du at læse Soundvenue vol.25.
Helt anderledes er året gået for velkendte Coldplay. Deres fans har – som det ofte er med den slags øregas – næsten glemt deres eksistens, for tilsyneladende ikke at kunne få nok i at svælge sig i Chris Martins frelse da “Viva la Vida” endelig ramte gaden. Samtidig har Coldplay et sæt gedigne hits i baglommen, hvilket højst sandsynligt har været med til at hive dem op ad listen. Alligevel er 6 af de 10 meste scrobblede tracks i år at finde på “Viva La Vida”! Imponerende.
Derudover findes der et par overraskelser på listen. I hvert fald for mig. For eksempel at The Ting Tings er den næstmest scrobblede artist. Det synes at være en præstation, at jeg hverken opdagede kvaliteten eller hypen før det var forbi.
Top 10 er baseret på scrobbles, hvilket jo er en lidt diskutabel måleenhed. Den diskussion har René og jeg kørt på i flere måneder, men det er vist ikke blevet blogget, så spørg os endelig, hvis du er i tvivl om hvori diskussionen består.
Tilsidst vil jeg blot nævne at MGMT kan lidt mere end at lave spraglet musik. Denne interaktive musikvideo til Electric Feel giver dig mulighed for at lave din egen version, og der er efter sigende omkring 4 mio. muligheder, så kom bare i gang!


