runehausner.dk

Efter at have betalt for billetten for mere end 5 måneder siden har jeg glædet mig helt ustyrligt (og uudholdeligt for omgivelserne) meget til dette års Sonar festival. Lige fra start har jeg tænkt på Sonar, som noget der lå uendeligt langt ude i fremtiden. Lige indtil i torsdags, hvor jeg fik en mail fyldt med oplysninger om hvor jeg skal hente min akkreditering, invitationer til speed-networking og meget andet tra-la-la.. Halløjsa, der er mindre end 3 dage til festivalen, og jeg har ikke en gang købt solcreme endnu.

Jeg har end ikke nærstuderet programoversigten for hvor og hvornår de forskellige acts sker. Måske det hænger sammen med at jeg ikke kan sætte konkrete billeder på Sonar, som jeg fx. kan på Roskilde Festivalen. Måske er det også fordi Sonar stadigvæk ikke har fikset fejlen på festivalens forside, selvom Tine gjorde opmærksom herpå det for ca. 3 uger siden. Måske fordi jeg har travlt med andre mere nærværende ting..

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke har brugt tid på at undersøge hvilke forhold en sådan branchefestival i Spanien afvikles på, men udelukkende har skimmet hvilke acts festivalens program indeholder. Men det kan man også bruge timevis på at lade mig henrykke af, for Sonars hjemmeside er en sand fryd at bevæge sig rundt på, idet sitet er en fedekur i flotte billeder, grafik og lækker lyd. For eksempel er jeg stødt på Necro Deathmort (groteskt bandnavn), der blander brostens beats, forvrængede og støjende samples med heavyspade! – Det lyder afsindigt vildt. Det er helt klart et must see i sin egen umulighed.

I den anden ende af spektret findes de lokale sommer-elektropoppere Delorean, der med smittende spilleglæde og lettilgængelige melodier er en sand fryd for smilebåndet. Kan man andet end at elske denne video, der prædiker frisind, strand og kølig cava?! (Jeps! Det er lige hvad jeg skal ned til..)

Der spiller op mod 40 artister på festivalen, som jeg ville give mit højre øre for at se på dansk jord. Se bare denne detaljerede beskrivelse af samtlige artister.

Her i sidste øjeblik har jeg endelig gloet lidt på de fysiske rammer, hvilket viste sig at være en smart ting: For det første er festival delt i Sonar By Day og Sonar By Night -locations, som ligger en god gåtur fra hinanden. Der udover er der ikke nødvendigvis adgang til alle arrangementer – nogle kræver særligt købt billet. Aha, mon jeg går glip af nogle fede navne?!

Det ærgrer mig lidt at jeg ikke har fået hørt mere Sonar Radio end tilfældet har været, for det er enormt spændende og høj standard de leverer, der samtidig er den bedste mentale opvarmning til festivalen. Nuvel, jeg er halvvejs taget afsted, så resten må jeg læse mig til i flyveren (lissom jeg overhovedet ikke har sat mig ind i Barcelona endnu) og ellers er det bare med at slå mit indre ekkolod til og  se hvad jeg opfanger af musique fantastique.

Jeg lover flere historier og meget mere musik når jeg er hjemme igen. Ha’ det så længe!

I dag kom spilleplanen for Roskilde Festivalen endelig! Se den her. Nu kan man granske de detaljer, hvis der liiige er et band man hørt omtalt, men endnu har til gode at tjekke ud, hvis det kan kiles ind i et typisk tætpresset program. Jeg vil her komme med mit bud på en anderledes dødsrute, som sikkert ikke passer til de fleste, men til gengæld udstedes der garanti for varieret, festlig og  alvorlig tour de force gennem småskæve genrer som dubstep, balkan, cumbia digital, shoegazer og meget mere.

Først lidt flere ord om programmet: Roskilde Festivalen undergår en række forandringer i disse år – også rent fysisk. Blandt andet decimeres festivalpladsen pga. en infam motorvejsudvidelse, så Vestsjællænderne kan sidde i kø i Hedehusene fremfor Holbæk. Denne disposition betyder at Astoria-scenen har måttet lade livet, hvilket jeg personligt synes er ærgerligt, da Astoria oftest havde et bredt udvalg af genrer og spændende bands.

Nuvel, med en scene mindre til at spendere alle pengene på kunne man forvente at den musikalske kvalitet ville styrkes på de andre scener, men dette synes ikke helt at være tilfældet. Nu hænger pris og kvalitet nødvendigvis ikke sammen, og det er heller ingen hemmelighed at 3-4 bands/artister scorer op til 80 % af det samlede beløb, der er brugt på bookings, men det endnu ikke-etablerede vækstlag, som Roskilde tidligere har mestret til perfektion halter igen i år.

At antallet af danske bands på festivalen er markant højere end tidligere burde ikke være lig med forringet kvalitet. Omvendt er den danske musikscene heller ikke bedre end tidligere. Denne disposition synes udelukkende at have sin årsag fra at Roskilde til stadighed satser mere og mere på det danske publikum fremfor det nordiske – og øvrige udenlandske publikum (denne opdeling giver mening i RF-sammenhænge). Og det synes en connoisseur/smartass som jeg er røv konservativt og ret så kedeligt. -Du kan sgu altid se Nephew, Kashmir,  Dizzy – uden dog at anfægte deres kvaliteter.

Nåmmen I gider alligevel ikke mit gnavne gammelfarvrøvl, så hop med i tidsmaskinen frem til torsdag d. 1 juli. Vi sidder i græsset foran UXO-bar i Agora K med knirkende lever efter nogle hårde warm-up dage nede ved badesøen. Pludselig udbryder en af os: “Nu skal vi op og høre noget musik. Det er jo derfor vi er her!”. Om det er dig eller mig er komplet ligegyldigt, for vi ved begge at de næste ca 80 timer kun handler om denne ene ting: At finde de svedigste koncerter og de koncertoplevelser som går over i festivals-annalerne.

På med solbrillen og i med ørepropperne for vi skal trave direkte til Serena-Manesh‘s støjinferno. Hvis Oslo-bandet mod forventning skulle skuffe kan man altid stikke forbi Electrojuice-knægtene og tage en slapper udenfor teltet mens festivalpladsen kan tjekkes ud. Herfra skal vi noget så uventet som til Orange, og se When Saints Go Machine, der har fået det ærefulde hverv at åbne hovedscenen. Stort tillykke herfra! I backup til WSGM findes Efterklang, men det bliver kun for et kort visit inden turen går mod et tætpakket Cosmopol, hvor James Murphy og resten af LCD Soundsystem fester løs. Roska er så flink at overtage scenen bagefter, inden turen går mod Orange igen for at se aben – eller rettere gorillaen Damon Albarn og hans tegneserieband Gorillaz. Forhåbentligt spiller de nogle fede numre og hylder det brede ymeri, så længe de blot pakker Bamse-klonen Bobby Womack ned i en sæk og smider den i pishegnet inden. Mangler der rotationer i hofterne kan brasilianske Ceu levere varen, eller indie-kidsne nye darlings Wild Beasts skal få lov til at vise at de rent faktisk har lidt krymmel på måtten.

Fredag plejer at have et langt og stærkt program, men i år kan man sove længe efter nattens udskejelser på Promilleservice eller en anden lejrfest. (NOTE: Der er Foursquare brunch i Ovalen). Først kl. 17 smutter det udmærket Manchester-band Delphic på scenen, efterfulgt af nostalgitripperi til CV Jørgensens rolige stemme, som skylder lidt revanche efter en noget uinspireret omgang på Vega. Anderledes festligt bliver det med Boban I Marko Markovic Orkestar som rygtedes at kunne spænde balkanhornet helt vildt for. Herfra slås en sløje forbi britiske DJ UMBs bass-tung ghetto-tech, inden vi ankommer til de søde men svært støjende japanske skolepiger i Nisennenmondai, som jeg har store forhåbninger til. Nu er der indlagt spisepause, mens vi fucker Dirty Projectors og Them Crooked Vultures, for aftens næste band på Pavilion er discostøjrockerne fra Health, som med garanti bliver uhyggeligt fedt. Herefter skal der vælges: Skal der dumme elektronisk beats fra Tech N9ne og fransk mash-up Beat Torrent til benene eller skal verdens musikken på Cosmopol have en chance. Helt sikkert er det at jeg ikke skal til Den Sorte Skole: Mage til bøvet ølræbende bagstræberisk tågehornskoncept, hvor alle de fede læs skråler med hver gang genkendelighedens glæde banker på hos den sidste hjernecelle, som fx til riffet fra Smells Like Teen Spirit (jeg bemærker lige at Nirvana floppede eklatant da de spillede på RF), skal jeg lede helt til Skive for at finde. Det bliver helt sikkert fedt for dem, der kun sætter deres ben på Grøn og Orange, hyg jer. For mig er det en rungende tom bovlam fis (- skulle lige af med det).

De efterhånden trætte ører for ikke lov til at hvile sig om lørdagen. Vi skal tidligt op, men lægger blødt ud med Rumour Said Fire. Jeg har kun hørt enkelte numre, men mange snakker begejstret om deres countrypop, så en tur på langs ude foran teltet er vel ikke af vejen. Det samme er vel tilfældet med Kings of Convenience, hvor nørdikonet Erlend Øye nok skal charme løs, inden gode gamle punkmutti Patti Smith prædiker løs (velsagtens med seneste digtsamling i hånden), inden festen slippes fri med blogfavoritterne FM Belfast. Efterfølgende står vi overfor årets sværeste valg: Beach Houses sfæriske popharmonier eller det seneste New Order-projektet Bad Lieutenant. Mon ikke de gamle helte vinder?! Det gør de ret sikkert. Så er klokken 20, og det var ca. den dag.. Men skulle aften indeholde en tyskerfest, så lover Schlachthofofbronx, Matias Aguayo og Moderat godt. Alternativt spiller Titus Andronicus og Kellermensch ordentlig rockspade på Pavilion, mens Shantel spiller relativ poleret balkan på Grøn.

Mon ikke kroppen efterhånden trænger til hvile? Søndag plejer at være dagen med de uindfriede planer, og jeg har da ikke forventninger om at det bliver ret meget anderledes i år. Men hvis jeg kan hiev mig op ved hårrødderne, så spiller Nedry allerede kl.14 efterfulgt af Local Natives på Pavilion. Skal der et heavydrøn til at rasle knoglerne på plads i kroppen kan Killswitch Engage velsagtens klare ærterne. Derefter kan man grine hele vejen forbi Jack Johnson/Peter Pedal-jam, og hen til en af årets mest spændende øjeblikke: Ikonika vs Cooly G dubsteppens dronninger synes at supplere hinanden fortræffeligt. Afhoppere fiser formentligt til The National, men jeg snupper klassisk britrock fra Kasabian, inden jeg slår et uforpligtende sving forbi Pavement, som jeg aldrig helt har dyrket, men altid synes har været fine. Endelig er der ham den sære pinsekirkeprædikende Prince. Og ja, i mit univers er han langt mere prinsen af pop end MJ er konge af nogetsomhelst.

Men hey hey, det er ikke slut endnu: Der er stor cumbia-fest på Grøn hele smadrenatten lang. Jeg garanterer for at jeg fyrer den maks! Det er nemlig SÅ fedt at the godfather of cumbia, Russ Jones aka. Arriba La Cumbia, har samlet et hold, der afslutter årets festival med positive vibes, som forhåbentligt kan holde hele sommeren igennem, lige indtil spillestederne åbner dørene igen til efteråret..

Måske fandt du min dødsrute aldeles kedelig og triviel. Måske mærkelig eller arrogant. Det vil jeg lade være op til dig. Men jeg garanterer for at blandt mine anbefalinger ligger de oplevelser, som man ikke vidste at man skulle gå i ekstase over. Der bliver forhåbentligt mange store og gode øjeblikke på årets festival. Nu giver jeg ordet frit til kommentarer, og ønsker alle en fantastisk festival.

UPDATERET: På foranledning af Lars K Jensen fra Medieblogger har jeg plottet ruten for denne gennemgang ind i Google Maps. I alt over 20km travetur. No wonder man har ømme ben efter en uge på festival.

Vis Roskilde Festival 2010 på et større kort