Derfor blev min interesse vakt da jeg så at DR2 har sat programserien Der er noget galt i Danmark i søen. Under den indledningsvis parole “den fuldkommen neutrale og objektive historieformidling eksisterer ikke” forsøger DR at give plads til kritikerne af den gængse nyhedsformidling og mediernes uudtalte selvforståelse.

Og jeg blev mere end almindeligt glad, da jeg så at Carsten Jensen ville hudflette den danske nyhedsformidling af Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan og Irak. For det er i særklasse årtiets mest markante politiske handling, som er et opbrud med den hidtidige danske selvforståelse af, at når de andre sloges, så var vi (sammen med andre lande, bevares) en mæglende part, der stillede akut nødhjælp for at beskytte civilbefolkninger. Men sådan er det på ingen måde længere.

Siden Danmark sammen med koalitionsstyrkerne angreb Afghanistan, har det været absolut forstemmende, hvor lidt kritisk journalistik, der har været. Det er tæt på ingenting. Med undtagelse af netop Carsten Jensen, der har beskrevet krigens konsekvenser – både i kampzonen, men også den utvetydige forråelse, som den danske selvforståelse har tilegnet sig – i den glimrende essaysamling Livet i Camp Eden. Det kan anbefales at (gen)læse samlingens navngivende essay Livet i Camp Eden bragt i Information august 2004.

Jeg vil nu vise Carsten Jensens film: “Det første offer”, og straks efter følges op med reaktion på den fremsatte kritik af DRs nyhedsformidling.

Klik her for at se den indsatte video.

Klik her for at se den indsatte video.

At Carsten Jensen bruger nationalhymnen, imens bomberne regner ned over Taleban, er overgjort manipulerende. Og selvom dette trick er brugt utallige gange før, så illustrerer det samtidig Carsten Jensens helt fundamentale problem med denne film: At han, som vil bevise mediernes manipulation, er selv lige så manipulerende for at bevise denne påstand. Det er vigtigt at fremhæve, at Carsten Jensen ikke er journalist eller har nogen videre erfaring med filmmediet. Og selvom programmet lægger op til smøre med den farverige pensel, så gælder det om at holde sig for fin til de andres beskidte tricks, thi det svækker argumentet alvorligt.

Det er skuffende at han ikke kommer ind på Christoffer Guldbrandsens prisvindende dokumentarfilm Den Hemmelige Krig, som netop dokumenterer, hvor overmåde manipuleret nyhedsdækningen af krigen i Afghanistan var. Overtrådte den danske regering Genevé-konventionen ved at udlevere krigsfanger til tortur(?) og glemte man at fortælle sandheden herom i Folketinget? Det var spørgsmålene som Guldbrandsen rejste, men debatten kom ganske belejligt til at handle alt muligt andet.

At vise hidsigproppen Bertel Haarder er ikke blot gøren nar af en psykisk uligevægtig stakkel. Det er igen direkte skadende for Jensens egen påstand. Bertel flipper ikke ud over at vi er i krig, næ, han kom ikke i teatret og fik ej heller klar suppe med melboller.

Og hvorfor søren skal Ahmadinejad blandes ind i dette? Klart, det er enormt dårlig journalistik (Selv Ahmadinejad er ved at flække af grin over det stupide spørgsmål), men hvorfor fastholdes kritikken af Anders Fogh ikke bedre? Fogh har om nogen vist sig som en krigsliderlig Napoleon. Hvordan kan han få lov til at affeje enhver kritik ved at vise et rundt nul med sine fingre? Og hvad foretog den kritiske journalistisk sig? Tæt på ingenting.

De militære aktioner i Libyen er et aldeles fremragende eksempel på hvad der sker, når kritikerne tier, og overlader initiativet højrefløjens bonderøve på knallerter. For ville man støtte frihed og demokrati, så var det ikke bomber man smed. Resultatet er at effektiv dansk konfliktløsning kendetegnes bedst ved blitzkrig, hvor vi i hvert fald ikke gider at bekymre os om civilbefolkningen.

Derfor må jeg vende tilbage til overskriften “Det største offer”. Nationen er måske det første (det tror jeg nu næppe), men den er klart det største. For når de sidste kritikere vi plejer at kunne sætte vores lid til fejler, som Jensen gør med denne film, så er der skam ikke meget håb tilbage for at de ansvarlige for Danmarks krigsdeltagelse vil stilles til ansvar. Hverken nu eller i fremtiden.

Det er nu af et godt hjerte at jeg forholder mig kritisk – og ikke kun fordi jeg er et brokkehoved. Det er vigtigt at landets tredelte magt (her inkl. den 4.)  konstant stilles til revision, da det er en essentiel forudsætning for et sundt demokrati (jeg havde håbet på at jeg kunne undgå ordet, og nu brugte jeg det allerede..).

De seneste dages Bella-ballade har desværre vist hvor galt det er løbet af sporet. Politiets præventive anholdelser af klimaaktivister, fordi politiet mener at aktivisterne potentielt kan finde på at overtræde loven, er det mest grosteske eksempel på hvorledes politistaten Danmark er en realitet. Synes jeg kan genkende den slags anholdelser fra en film, der handler om en meget fjern fremtid.

Først tæves kællingen ud af Nørrebroborgerne og de autonome (altid undret mig over at autonom skulle være et skældsord..) i Ungdomshuset, så tæves Christianitterne og pusherne ud af Christiania, så gennemtæves civilt ulydige demonstranter og nogle afviste Irakere ved Brorsons Kirken og nu skal hele verden altså se, hvor gode vi i Danmark er til det dersens demokrati, som nationen solede sig i under Muhammedkrisen, ved at tæve alverdens klimaaktivister.

Venligst lånt fra Camilla Brodersen

Danmarks renomé som et socialt, åbent land med plads til mangfoldighed er efterhånden ret svært at genkende, og så længe justistministeren hedder enten Lene eller Brian, der glædeligt giver politiet vidtstrækte beføjelser, ændres der ikke på dette faktum. Her er blot et lille udpluk af de beføjelser som politiet har fået siden systemskiftet i 2001: videoovervågning, peberspray, mulighed for visitationszoner, de pansrede Hollændervogne, ransagninger uden dommerkendelse, aflytning uden dommerkendelse og senest vandkanoner og præventive anholdelser. – For ikke at nævne maskeringsforbud og strengere straffe til aktivisterne.

Jeg vil ikke belære om hvorfor civil ulydighed kan være en nødvendighed. Det er der mange der er bedre til end jeg: fx Lillelos. Jeg vil opfordre alle til at læse denne leder fra Information, for at fastslå at demokratiet rent faktisk har det svært.

Glædelig jul.

Med den seneste tids polemik om Jægerbogen af Thomas Rathsack har Google Translate fået en noget uventet rolle: En arabisk udgave af bogen oversat med Gooogle Translate for nu hovederne til at rulle i Forsvaret, og det ser i det hele taget ud til at være en ret betændt sag.

For at sætte illustrere denne fantastiske oversættelsesmaskines færdigheder kommer her vor rædsomme nationalhymne på arabisk, så de kan se at vi også er gode nok heroppe.

Der er et smukt land
Der er et smukt land
Det står med bøg og store
Salt strand i nærheden af østers
Salt strand i nærheden af skaldyr.
Og bugter sig i bakke dal
Det hedder gamle Danmark,
Freya er ordet
Freya er gulvet.

Der var i oldtiden
Kavaleri kampvogne,
Sig fra konflikten
Udhvilede fra Strid.
Så jeg gik op til mén fjender,
Nu hvile mig
Bag den høje bautasten
Bag den høje bautasten.

Landet er stadig smuk,
Blue Sea Crawler
Det grønne løv står op
Det er det grønne løv.
Og ædle kvinder, skønne mø’r
Og raske mænd og faglærte
Bebor disse øer fra Danmark,
Bebo øerne i Danmark.

Herren og koldt land!
Hail to the service for alle borgere,
Hvem der gør hvad han kunne
Hvem gør hvad han kan!
Vores gamle Danmark vil vare,
Så længe bøg afspejler
Højdepunkt i den blå bølge,
Højdepunkt i den blå bølge.

Tak til Ida Auken for idé og formidling heraf.