Efter at have betalt for billetten for mere end 5 måneder siden har jeg glædet mig helt ustyrligt (og uudholdeligt for omgivelserne) meget til dette års Sonar festival. Lige fra start har jeg tænkt på Sonar, som noget der lå uendeligt langt ude i fremtiden. Lige indtil i torsdags, hvor jeg fik en mail fyldt med oplysninger om hvor jeg skal hente min akkreditering, invitationer til speed-networking og meget andet tra-la-la.. Halløjsa, der er mindre end 3 dage til festivalen, og jeg har ikke en gang købt solcreme endnu.

Jeg har end ikke nærstuderet programoversigten for hvor og hvornår de forskellige acts sker. Måske det hænger sammen med at jeg ikke kan sætte konkrete billeder på Sonar, som jeg fx. kan på Roskilde Festivalen. Måske er det også fordi Sonar stadigvæk ikke har fikset fejlen på festivalens forside, selvom Tine gjorde opmærksom herpå det for ca. 3 uger siden. Måske fordi jeg har travlt med andre mere nærværende ting..

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke har brugt tid på at undersøge hvilke forhold en sådan branchefestival i Spanien afvikles på, men udelukkende har skimmet hvilke acts festivalens program indeholder. Men det kan man også bruge timevis på at lade mig henrykke af, for Sonars hjemmeside er en sand fryd at bevæge sig rundt på, idet sitet er en fedekur i flotte billeder, grafik og lækker lyd. For eksempel er jeg stødt på Necro Deathmort (groteskt bandnavn), der blander brostens beats, forvrængede og støjende samples med heavyspade! – Det lyder afsindigt vildt. Det er helt klart et must see i sin egen umulighed.

I den anden ende af spektret findes de lokale sommer-elektropoppere Delorean, der med smittende spilleglæde og lettilgængelige melodier er en sand fryd for smilebåndet. Kan man andet end at elske denne video, der prædiker frisind, strand og kølig cava?! (Jeps! Det er lige hvad jeg skal ned til..)

Klik her for at se den indsatte video.

Der spiller op mod 40 artister på festivalen, som jeg ville give mit højre øre for at se på dansk jord. Se bare denne detaljerede beskrivelse af samtlige artister.

Her i sidste øjeblik har jeg endelig gloet lidt på de fysiske rammer, hvilket viste sig at være en smart ting: For det første er festival delt i Sonar By Day og Sonar By Night -locations, som ligger en god gåtur fra hinanden. Der udover er der ikke nødvendigvis adgang til alle arrangementer – nogle kræver særligt købt billet. Aha, mon jeg går glip af nogle fede navne?!

Det ærgrer mig lidt at jeg ikke har fået hørt mere Sonar Radio end tilfældet har været, for det er enormt spændende og høj standard de leverer, der samtidig er den bedste mentale opvarmning til festivalen. Nuvel, jeg er halvvejs taget afsted, så resten må jeg læse mig til i flyveren (lissom jeg overhovedet ikke har sat mig ind i Barcelona endnu) og ellers er det bare med at slå mit indre ekkolod til og  se hvad jeg opfanger af musique fantastique.

Jeg lover flere historier og meget mere musik når jeg er hjemme igen. Ha’ det så længe!

Først lidt flere ord om programmet: Roskilde Festivalen undergår en række forandringer i disse år – også rent fysisk. Blandt andet decimeres festivalpladsen pga. en infam motorvejsudvidelse, så Vestsjællænderne kan sidde i kø i Hedehusene fremfor Holbæk. Denne disposition betyder at Astoria-scenen har måttet lade livet, hvilket jeg personligt synes er ærgerligt, da Astoria oftest havde et bredt udvalg af genrer og spændende bands.

Nuvel, med en scene mindre til at spendere alle pengene på kunne man forvente at den musikalske kvalitet ville styrkes på de andre scener, men dette synes ikke helt at være tilfældet. Nu hænger pris og kvalitet nødvendigvis ikke sammen, og det er heller ingen hemmelighed at 3-4 bands/artister scorer op til 80 % af det samlede beløb, der er brugt på bookings, men det endnu ikke-etablerede vækstlag, som Roskilde tidligere har mestret til perfektion halter igen i år.

At antallet af danske bands på festivalen er markant højere end tidligere burde ikke være lig med forringet kvalitet. Omvendt er den danske musikscene heller ikke bedre end tidligere. Denne disposition synes udelukkende at have sin årsag fra at Roskilde til stadighed satser mere og mere på det danske publikum fremfor det nordiske – og øvrige udenlandske publikum (denne opdeling giver mening i RF-sammenhænge). Og det synes en connoisseur/smartass som jeg er røv konservativt og ret så kedeligt. -Du kan sgu altid se Nephew, Kashmir,  Dizzy – uden dog at anfægte deres kvaliteter.

Nåmmen I gider alligevel ikke mit gnavne gammelfarvrøvl, så hop med i tidsmaskinen frem til torsdag d. 1 juli. Vi sidder i græsset foran UXO-bar i Agora K med knirkende lever efter nogle hårde warm-up dage nede ved badesøen. Pludselig udbryder en af os: “Nu skal vi op og høre noget musik. Det er jo derfor vi er her!”. Om det er dig eller mig er komplet ligegyldigt, for vi ved begge at de næste ca 80 timer kun handler om denne ene ting: At finde de svedigste koncerter og de koncertoplevelser som går over i festivals-annalerne.

På med solbrillen og i med ørepropperne for vi skal trave direkte til Serena-Manesh’s støjinferno. Hvis Oslo-bandet mod forventning skulle skuffe kan man altid stikke forbi Electrojuice-knægtene og tage en slapper udenfor teltet mens festivalpladsen kan tjekkes ud. Herfra skal vi noget så uventet som til Orange, og se When Saints Go Machine, der har fået det ærefulde hverv at åbne hovedscenen. Stort tillykke herfra! I backup til WSGM findes Efterklang, men det bliver kun for et kort visit inden turen går mod et tætpakket Cosmopol, hvor James Murphy og resten af LCD Soundsystem fester løs. Roska er så flink at overtage scenen bagefter, inden turen går mod Orange igen for at se aben – eller rettere gorillaen Damon Albarn og hans tegneserieband Gorillaz. Forhåbentligt spiller de nogle fede numre og hylder det brede ymeri, så længe de blot pakker Bamse-klonen Bobby Womack ned i en sæk og smider den i pishegnet inden. Mangler der rotationer i hofterne kan brasilianske Ceu levere varen, eller indie-kidsne nye darlings Wild Beasts skal få lov til at vise at de rent faktisk har lidt krymmel på måtten.

Fredag plejer at have et langt og stærkt program, men i år kan man sove længe efter nattens udskejelser på Promilleservice eller en anden lejrfest. (NOTE: Der er Foursquare brunch i Ovalen). Først kl. 17 smutter det udmærket Manchester-band Delphic på scenen, efterfulgt af nostalgitripperi til CV Jørgensens rolige stemme, som skylder lidt revanche efter en noget uinspireret omgang på Vega. Anderledes festligt bliver det med Boban I Marko Markovic Orkestar som rygtedes at kunne spænde balkanhornet helt vildt for. Herfra slås en sløje forbi britiske DJ UMBs bass-tung ghetto-tech, inden vi ankommer til de søde men svært støjende japanske skolepiger i Nisennenmondai, som jeg har store forhåbninger til. Nu er der indlagt spisepause, mens vi fucker Dirty Projectors og Them Crooked Vultures, for aftens næste band på Pavilion er discostøjrockerne fra Health, som med garanti bliver uhyggeligt fedt. Herefter skal der vælges: Skal der dumme elektronisk beats fra Tech N9ne og fransk mash-up Beat Torrent til benene eller skal verdens musikken på Cosmopol have en chance. Helt sikkert er det at jeg ikke skal til Den Sorte Skole: Mage til bøvet ølræbende bagstræberisk tågehornskoncept, hvor alle de fede læs skråler med hver gang genkendelighedens glæde banker på hos den sidste hjernecelle, som fx til riffet fra Smells Like Teen Spirit (jeg bemærker lige at Nirvana floppede eklatant da de spillede på RF), skal jeg lede helt til Skive for at finde. Det bliver helt sikkert fedt for dem, der kun sætter deres ben på Grøn og Orange, hyg jer. For mig er det en rungende tom bovlam fis (- skulle lige af med det).

De efterhånden trætte ører for ikke lov til at hvile sig om lørdagen. Vi skal tidligt op, men lægger blødt ud med Rumour Said Fire. Jeg har kun hørt enkelte numre, men mange snakker begejstret om deres countrypop, så en tur på langs ude foran teltet er vel ikke af vejen. Det samme er vel tilfældet med Kings of Convenience, hvor nørdikonet Erlend Øye nok skal charme løs, inden gode gamle punkmutti Patti Smith prædiker løs (velsagtens med seneste digtsamling i hånden), inden festen slippes fri med blogfavoritterne FM Belfast. Efterfølgende står vi overfor årets sværeste valg: Beach Houses sfæriske popharmonier eller det seneste New Order-projektet Bad Lieutenant. Mon ikke de gamle helte vinder?! Det gør de ret sikkert. Så er klokken 20, og det var ca. den dag.. Men skulle aften indeholde en tyskerfest, så lover Schlachthofofbronx, Matias Aguayo og Moderat godt. Alternativt spiller Titus Andronicus og Kellermensch ordentlig rockspade på Pavilion, mens Shantel spiller relativ poleret balkan på Grøn.

Mon ikke kroppen efterhånden trænger til hvile? Søndag plejer at være dagen med de uindfriede planer, og jeg har da ikke forventninger om at det bliver ret meget anderledes i år. Men hvis jeg kan hiev mig op ved hårrødderne, så spiller Nedry allerede kl.14 efterfulgt af Local Natives på Pavilion. Skal der et heavydrøn til at rasle knoglerne på plads i kroppen kan Killswitch Engage velsagtens klare ærterne. Derefter kan man grine hele vejen forbi Jack Johnson/Peter Pedal-jam, og hen til en af årets mest spændende øjeblikke: Ikonika vs Cooly G dubsteppens dronninger synes at supplere hinanden fortræffeligt. Afhoppere fiser formentligt til The National, men jeg snupper klassisk britrock fra Kasabian, inden jeg slår et uforpligtende sving forbi Pavement, som jeg aldrig helt har dyrket, men altid synes har været fine. Endelig er der ham den sære pinsekirkeprædikende Prince. Og ja, i mit univers er han langt mere prinsen af pop end MJ er konge af nogetsomhelst.

Men hey hey, det er ikke slut endnu: Der er stor cumbia-fest på Grøn hele smadrenatten lang. Jeg garanterer for at jeg fyrer den maks! Det er nemlig SÅ fedt at the godfather of cumbia, Russ Jones aka. Arriba La Cumbia, har samlet et hold, der afslutter årets festival med positive vibes, som forhåbentligt kan holde hele sommeren igennem, lige indtil spillestederne åbner dørene igen til efteråret..

Måske fandt du min dødsrute aldeles kedelig og triviel. Måske mærkelig eller arrogant. Det vil jeg lade være op til dig. Men jeg garanterer for at blandt mine anbefalinger ligger de oplevelser, som man ikke vidste at man skulle gå i ekstase over. Der bliver forhåbentligt mange store og gode øjeblikke på årets festival. Nu giver jeg ordet frit til kommentarer, og ønsker alle en fantastisk festival.

UPDATERET: På foranledning af Lars K Jensen fra Medieblogger har jeg plottet ruten for denne gennemgang ind i Google Maps. I alt over 20km travetur. No wonder man har ømme ben efter en uge på festival.

Vis Roskilde Festival 2010 på et større kort

Faktisk starter vi i bussen på vej til arbejde. Bussen kører igennem Københavns Nordvestkvarter. For halvandet år siden læste jeg Jonas T. Bengtssons debutroman Aminas Breve. Sikke en debut. Romanen handler om hvorledes en ung fyrs skizofreni udvikler sig, og hvorledes hverken samfund eller noget andet kan redde dig fra fattigdom og menneskelig ruin – hvis du bor i NV. Beskrivelsen af NV er nøgtern, barsk og komplet uafrystelig.

At køre med bus igennem NV (med/uden læder) hver dag giver sgu et lidt andet syn på omverden. Prøv selv en mandag morgen i november, hvis du tør.

“Det er mine medpassagerer det handler om” har jeg tænkt mange gange for mig selv i bussen, efterfulgt af frygten for at jeg selv er et tilfælde i blandt. – Det lader jeg være op til andre at vurdere. Sandt er det nu at der er rigtig mange af dem vi andre kalder for “skæbner” eller socialklasse 5 i Nordvest.

Tilfældet var at jeg en dag skulle på noget så usandsynligt som en sviptur til Tingbjerg. Jeg havde aldrig før været derude. At skifte bus på Brønshøj Torv til 2A var et chok af olympiske dimensioner. I bussen befandt sig både mænd og kvinder. Alle kvinderne var af den slags som er så fede at de er med i tv-programmer på tv-stationer med numerisk værdi større end 3. Trist. Mændene var derimod tynde – eller skal jeg kalde dem for misbrugertynde, hjemløsudsultet, alko-vraget og helt uden for socialklassekategori. Som i Tour de France hvor Alpe d’Heuz-stigningen markeres med et dødningehoved var deres skæbne åbenlys for enhver. Nogle grinte i bussen: Det var de afrikanske familiers børn. Araberne bor ikke en gang her. Nå jo, der var en enkelt studerende i bussen allerforrest – og så mig.

Du kan selv tjekke efter den dag i november hvor du allerede har bevæget dig ud til NV. Tidspunktet ligger omkring kl.10.

Efter at have læst den rystende gode Aminas Breve glædede jeg ustyrligt til at læse den følgende bog af Bengtsson: Submarino. Submarino er navnet for en kendt torturmetode, hvor offerets hovede gentagne gange holdes under nede i iskoldt vand indtil denne er ved at drunke.. Fortællingen udspiller sig også i NV og miljøbeskrivelsen er uforandret – ligesom NV er uforandret.

Jeg skal ikke afsløre handlingen, da bogen netop er blevet filmatiseret af Thomas Vinterberg, hvis du på utrolig vis skulle have undgået at opdage det. Jeg vil blot konstatere, at det er umuligt at lave en dårlig film med så godt et oplæg, som bogen forærer. Og jeg vil til hver en tid opfordre til at man læser halvdelen af bogen, går en tur i NV og derefter læser resten færdig, inden du tøffer i biografen og ser filmen. Men det siger boglæserne jo hver gang.

Jeg vil gerne citere et kapitel fra Submarino. Det er meget kort, og fortæller præcist om livet i NV. Socialrealisme. Bevares, men det er mere end Ken Loach. Det nærmer sig poesi. Jeg kalder det for socialpoesi. Nyd kap.12 (p.57).

Jeg kunne sagtens se mig som din voldelige eksmand, sagde jeg til Ana. En kort og meget hed affære og vi gifter os. Og en dag ude i fremtiden skændes vi, og jeg sparker dig ned ad en trappe. Du er sådan en pige, jeg godt kunne tænke mig at få et polititilhold mod.Polititilhold? spurgte hun. At politiet siger, jeg ikke må… Det er ligegyldigt. Hendes ansigt lyste op, ah, sagde hun og sagde så noget på et sprog, jeg ikke forstod. Hun grinte, sagde: Hvis du sparker mig ned ad trappen, slår jeg dig ihjel, mens du sover. Det lover jeg dig.

Jeg tror, hun kunne lide mig, fordi jeg ikke lod mig mærke med, at hun så sindsvagt godt ud. Jeg havde ikke en chance, det vidste jeg. Så hvorfor gå rundt og logre som de andre fyre. Hun var bare en køn pige, tænkte jeg. En ualmindeligt køn pige, men stadigvæk. Efter et stykke tid, efter hun havde valgt mig, tænkte jeg ikke længere sådan. Jeg ville have gjort hvad som helst. Det er en historie for sig. En historie om, hvad jeg ville have gjort. Ræk mig hobbykniven.

Lad det være sagt: Det er slet ikke nemt at gøre alle tilfredse. Heavydrønene vil have ølbrøl. Poptøserne vil have lov til at hvine. Indiehovederne vil have akustisk norsk uldsweater. De aldrende vil have AC/DC, der kategorisk nægter at spille på festivaler. Og jeg vil have progressive navne som helst ikke har spillet på festivalen før.

Nu er det endelig blevet tid til at nærstudere plakaten.

Umiddelbart er det svært at have et overblik, men alligevel er der visse elementer der springer i øjnene.

Flere af hovednavnene synes lidt spøjse. Fx. er det længe siden at Prodigy har været the shit, og Jack Johnson.. Sig mig: forestiller de sig at monkeyboy skal spille på orange scene??!

Den danske scene er voldsomt repræsenteret. Om det er et tegn på den danske scene har mere kvalitet end tidligere eller om det er en sparemodel lader jeg være op til den enkelte.

Jeg tror ikke jeg forstår sloganet: “Join the feeling”. Hvilken følelse? Nååeh, at jeg føler det samme som pigen på plakaten: Naaaah.. Der er simpelthen for meget løst krudt og for mange uddøde ekkoer til min smag. Især synes Sick Of It All og NOFX at høre en svunden tid til. Jeg er nærmest imponeret over at det er lykkedes bookerne at finde dem frem fra glemmebogen – hvor de ellers havde det glimrende.

Men siden jeg er mildnet med årene og solen skinner vil jeg dog hellere fokusere på hvad der alligevel må siges at være gode bookinger:

Bad Lieutenant er et scoop. 2/3-dele af New Order inkl. en tidl. Blur-guitarist kan kun blive fedt.

Ikonika vs. Cooly G. De to Dubstep-dronninger skal nok vise drengene at piger er sejest når alt kommer til alt.

Derudover bliver der glædelige gensyn med Kasabian, LCD Soundsystem, Vampire Weekend, Fm Belfast, Health, Serena-Maneesh, Moderat og Mathias Aguayo.

Personligt har jeg mit eget usaglige parameter: at efter nogle halvslatne  vintermåneder, hvor der typisk ikke udkommer ret mange plader, begynder der atter at komme fart over feltet. - Og lad mig hoppe direkte på pollensnotten ud i hvad jeg har støvet op:

Pantha Du Prince – Black Noise: Jajaja.. Albummet udkom i februar, hvor det stadigvæk var vinter, men for sævran hvor er det en ægte forårsskive. Pladens hyperorganiske electronicaunivers har været helt perfekt på mp3-afspilleren mens jeg har daffet rundt i byen..

Malachai – Ugly Side of Love: Øj, det bliver et hit! Pladen har release d. 19. april. Jeg har været så heldig at få en tidlig kopi af de skæve Bristol-boyz. Stærk inspireret af 90′ernes trip-hop æra spiller gutterne charmerende enfoldig rock, der sender tanker hen mod dEUS og Pavement.

LCD Soundsystem – This Is Happening: James Murphy er tilbage i det smittende festgakkede hjørne der nok skal få selv de stive danseben til at sprælle.. Stream hele albummet her. Pladen er på gaden d.17. maj.

SpejderRobot – Manden Med De Usynlige Hænder: Ligeledes den 17. maj, og tilmed på Mikaels egen fødselsdag, udkommer opfølgeren til SpejderRobots successkive ‘Falder Baglæns Ind I Igår’. Den nye plade er dunklere end forgængeren. Til gengæld bærer pladen præg af en mere organisk lyd, velsagtens inspireret af de live-optrædender han har spillet med sine 3 kumpaner. Den fantastiske historie om SpejderRobot ender bestemt ikke her.

Anyway, I skal ikke snydes for en rigtig god anbefaling: The Gaslamp Killer eller mere beskedent The Motherfucking Gaslamp Killer. Læs Ralfs ord om skægaben og go-buy derefter..

Jeg vil hellere vise lidt øje-lir:

Festlig fyr, det er han. Mere end Joker. Det synes Mary Anne Hobbs også, da hun lavede denne reportage fra Sonar festivalen 2009. En festival jeg skal besøge denne sommer. Jeg glæder mig!

Klik her for at se den indsatte video.

Igennem det seneste års tid har jeg flere steder set, at der udgives hyppigere i kassetteformat. Det har som oftest været via diverse artisters hjemmesider,  og indtil videre har det mest kunne anses for et kuriosum.

Men i det seneste nyhedsbrev fra Boomkat annonceres der for en kassette-udgivelse af Jackson “Tapes” Baileys seneste projekt Compuriddims. Bevares, der er kun 100 kopier på lager (så vær hurtig). Genren er elektronisk dub/dubstep, hvor der i forvejen tilstræbes en nedslidt (8-bit) digital lyd, og her klæder kassettebåndet skam formatet fint.

Spørgsmålet er om en sådan udgivelse kan få andre til at følge efter. Hvis en større dubstep artist (fx. Burial ) udelukkende ville udgive sit næste album på kassette ville trenden muligvis udbredes, men indtil videre vil det være forbeholdt de få. Kassettebåndet har ingen nævneværdig berettigelse i dag (udover at man kunne høre numrene baglæns, hvis man spolede med tonehovedet på båndspolen), hvor det digitale format opfylde de samme funktioner – udover retro-faktoren, men den er også svær at hamle op med..

Så der lyde en stille opfordring herfra om at støtte alle de islændinge du nu en gang har mulighed for – uden landsindsamlinger på DR. Du kan starte med stikke ned til Nordatlantens Brygge på Christianshavn d. 5 marts, og opleve FM Belfast og Retro Stefson.

FM Belfast lærte jeg at kende da shevy bloggede om deres samarbejde med Kasper Bjørke, og sidenhen har jeg ikke andet end kunnet elske de kitschede øboers pastiche af electro, pop og eurodance. Rygterne om FM Belfasts koncerter er også nået helt herned efter optrædener på Iceland Airwaves i 2008 og 2009, hvor seismologerne undrede sig over den manglende eruption trods hæftige rystelser af undergrunden.. Der er altså lagt i vulkanen til en et ordentligt skrald powerelectro, der i charme og kaos ikke lander langt fra Sugarcubes. Tjek selv!

Retro Stefson er nye i mine ører, men bestemt et lyt værd. Selv skriver de på myspace: Retro Stefson are the “pop” in your popcorn and the “smooth” in your smoothie. I denne lille video er associationerne rettet mod Madness..

Klik her for at se den indsatte video.

Der er med andre ord lagt op til et brag af et konfettibal, stive islændinge og store sjusser – inklusiv afterparty på Jolene, med Dj-sets af begge bands.. Køb din billet allerede nu!

Arrangørerne Slice of Ice har et erklæret mål om udbredelse af islandsk musik i København. De starter et fornuftigt sted. I den sammenhæng vil jeg lige genopfriske at den kvalitetsbevidste pladebiks 12 tonar skam endnu eksisterer på nettet med sublimt udvalg oppe nordfra.

Endelig synes jeg du skal drible over på I’mtheInternet, hvis du ikke kan få nok af Island. Thor har tjek på øens toner, og giver med garanti de helt rigtige tips, hvis du har planer om at tage til Iceland Airwaves og danse på vulkaner..

Efter at have ud givet et remixalbum, en EP, et DJ-kicks og 4 plader med jazztrommeslageren Steve Reid (med hvilken han blandt andet besøgte Roskilde Festivalen med i 2005 – men se især fællesprojektet Tongues) har Kieran Hebden atter fået smag for at blande jazz og electronica, som han kan på sin helt særegen måde.

Jeg gider ikke en gang bruge tid på at overbevise dig om, at du skal erhverve dig denne plade. Det er simpelthen for åbenlyst en nødvendighed. – Jeg vil hellere fokusere på at han gæster Loppen d. 8.april, og nøøøj, hvor jeg glæder mig! Så er det tilmed ret billigt, og Anders Remmer (a.k.a Dub Tractor) varmer op.

Husk at Kieran Hebden tit er god for div. mixes; tjek det seneste 2 timers set fra BBCs Radio 1 Essential.

(Hvis du kan lide artworket, bør du tjekke dette japanske site ud for at få en idé om tilblivelsen af coveret. Google Translate er din gode ven i dag).

Hype Machine har netop offentliggjort en top 50 over sidste års mest hypede artister. Listen er blevet til på baggrund af hvor mange sange den enkeltes kunstner/band har været posteret de blogs, som Hype Machine henter data fra. Det er et udmærket kvantitativt mål.

Dernæst findes en top 50 over de bedste albums i 2009. Denne liste er rigtig interessant, da den er opgjort på baggrund af top 10-lister fra 550 forskellige trendsættende blogs. Dette er vel nok det bedste billede af hvad der rykker blandt musikelskere på nettet. Man kan nemlig forvente at jo højere placering des mere omtale har pladen fået. Døgnfluer og på forhånd hypede albums forstyrrer muligvis billedet. Med visse forbehold tilsniger jeg nu at kalde dette for et kvalitativt mål for årets bedste albums. Spændende læsning er det i hvert fald.

Som bonus service kan man streame alle top 50 albums i fuld længde!