VBR

Har du ligesom jeg ligget søvnløs flere nætter af dit liv og spekuleret over VBR-formatet? Narj, ikke rigtigt, vel? Alligevel kommer der her en endnu bedre grund til at sove roligt om natten, for jeg udførte et lille bitte eksperiment. Eller man kan nøjes med at kalde det for en observation. Jeg observerede/eksperimenterede/nørdede/stenede i al fald. Eksperimentet strækker sig over dette og næste blogindlæg (om iTunes), så læs bare løs..

VBR-formatet kan der skrives halvlange stile om, men går i al sin enkelthed ud på at opretholde en given lydkvalitet på mindre plads. Modsat konstant bitrate (eller CBR) sker der en konstant ændring af bit-raten, således at der så at sige “slukkes for de enkelte frekvenser, når der ikke er lyd på disse”. Dermed reduceres signaloutputtets datamængde (men ikke kvaliteten) og i sidste ende reduceres dermed også filstørrelsen. Ganske smart.

The billion dollar question er så: Hvorfor er formatet så ikke mere udbredt, når man nu kan spare plads? Ok, geeken her har på dårlige manér lavet et groft overslag der viser at det i snit koster 2 øre per mp3-fil på din harddisk, så diskplads-optimering og mindre filstørrelser giver ikke den vilde økonomiske gevinst. MEN FOR DÆLEN hvor er det træls når ens fri HD-plads begynder at slippe op. Det mærkede jeg på egen usle krop, indtil min computer blev nakket (en løsningsmodel, der ikke er specielt anbefalelsesværdig).

En grund til ikke at bruge VBR kan være hvis du ejer en 4-5 år gammel billig mp3-afspiller, da disse ikke altid understøtter VBR, eller hvis der stadig findes en winamp-nørd derude, som bruger en af de allertidligste versioner. Endelig påstås det at VBR førhen gav dårligere lydgengivelse af klassisk musik og lydbøger end CBR, men den må wikipedia altså længere ud på landet med.