runehausner.dk

kigger ud på verden fra mit vindue..

Coming up next Sonar

without comments

Efter at have betalt for billetten for mere end 5 måneder siden har jeg glædet mig helt ustyrligt (og uudholdeligt for omgivelserne) meget til dette års Sonar festival. Lige fra start har jeg tænkt på Sonar, som noget der lå uendeligt langt ude i fremtiden. Lige indtil i torsdags, hvor jeg fik en mail fyldt med oplysninger om hvor jeg skal hente min akkreditering, invitationer til speed-networking og meget andet tra-la-la.. Halløjsa, der er mindre end 3 dage til festivalen, og jeg har ikke en gang købt solcreme endnu.

Jeg har end ikke nærstuderet programoversigten for hvor og hvornår de forskellige acts sker. Måske det hænger sammen med at jeg ikke kan sætte konkrete billeder på Sonar, som jeg fx. kan på Roskilde Festivalen. Måske er det også fordi Sonar stadigvæk ikke har fikset fejlen på festivalens forside, selvom Tine gjorde opmærksom herpå det for ca. 3 uger siden. Måske fordi jeg har travlt med andre mere nærværende ting..

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke har brugt tid på at undersøge hvilke forhold en sådan branchefestival i Spanien afvikles på, men udelukkende har skimmet hvilke acts festivalens program indeholder. Men det kan man også bruge timevis på at lade mig henrykke af, for Sonars hjemmeside er en sand fryd at bevæge sig rundt på, idet sitet er en fedekur i flotte billeder, grafik og lækker lyd. For eksempel er jeg stødt på Necro Deathmort (groteskt bandnavn), der blander brostens beats, forvrængede og støjende samples med heavyspade! – Det lyder afsindigt vildt. Det er helt klart et must see i sin egen umulighed.

I den anden ende af spektret findes de lokale sommer-elektropoppere Delorean, der med smittende spilleglæde og lettilgængelige melodier er en sand fryd for smilebåndet. Kan man andet end at elske denne video, der prædiker frisind, strand og kølig cava?! (Jeps! Det er lige hvad jeg skal ned til..)

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Der spiller op mod 40 artister på festivalen, som jeg ville give mit højre øre for at se på dansk jord. Se bare denne detaljerede beskrivelse af samtlige artister.

Her i sidste øjeblik har jeg endelig gloet lidt på de fysiske rammer, hvilket viste sig at være en smart ting: For det første er festival delt i Sonar By Day og Sonar By Night -locations, som ligger en god gåtur fra hinanden. Der udover er der ikke nødvendigvis adgang til alle arrangementer – nogle kræver særligt købt billet. Aha, mon jeg går glip af nogle fede navne?!

Det ærgrer mig lidt at jeg ikke har fået hørt mere Sonar Radio end tilfældet har været, for det er enormt spændende og høj standard de leverer, der samtidig er den bedste mentale opvarmning til festivalen. Nuvel, jeg er halvvejs taget afsted, så resten må jeg læse mig til i flyveren (lissom jeg overhovedet ikke har sat mig ind i Barcelona endnu) og ellers er det bare med at slå mit indre ekkolod til og  se hvad jeg opfanger af musique fantastique.

Jeg lover flere historier og meget mere musik når jeg er hjemme igen. Ha’ det så længe!

Written by enur80

juni 15th, 2010 at 1:05 am

Posted in Musik

Tagged with , , , ,

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.