Livets gang (?) i NV

Det er egentligt utroligt at jeg ikke før har blogget om nogle af de bøger jeg læser. For jeg læser faktisk en del idet jeg har en bustur på ca 1 time hver vej til arbejde. Men dette er jeg nødt til at dele med jer.

Faktisk starter vi i bussen på vej til arbejde. Bussen kører igennem Københavns Nordvestkvarter. For halvandet år siden læste jeg Jonas T. Bengtssons debutroman Aminas Breve. Sikke en debut. Romanen handler om hvorledes en ung fyrs skizofreni udvikler sig, og hvorledes hverken samfund eller noget andet kan redde dig fra fattigdom og menneskelig ruin – hvis du bor i NV. Beskrivelsen af NV er nøgtern, barsk og komplet uafrystelig.

At køre med bus igennem NV (med/uden læder) hver dag giver sgu et lidt andet syn på omverden. Prøv selv en mandag morgen i november, hvis du tør.

“Det er mine medpassagerer det handler om” har jeg tænkt mange gange for mig selv i bussen, efterfulgt af frygten for at jeg selv er et tilfælde i blandt. – Det lader jeg være op til andre at vurdere. Sandt er det nu at der er rigtig mange af dem vi andre kalder for “skæbner” eller socialklasse 5 i Nordvest.

Tilfældet var at jeg en dag skulle på noget så usandsynligt som en sviptur til Tingbjerg. Jeg havde aldrig før været derude. At skifte bus på Brønshøj Torv til 2A var et chok af olympiske dimensioner. I bussen befandt sig både mænd og kvinder. Alle kvinderne var af den slags som er så fede at de er med i tv-programmer på tv-stationer med numerisk værdi større end 3. Trist. Mændene var derimod tynde – eller skal jeg kalde dem for misbrugertynde, hjemløsudsultet, alko-vraget og helt uden for socialklassekategori. Som i Tour de France hvor Alpe d’Heuz-stigningen markeres med et dødningehoved var deres skæbne åbenlys for enhver. Nogle grinte i bussen: Det var de afrikanske familiers børn. Araberne bor ikke en gang her. Nå jo, der var en enkelt studerende i bussen allerforrest – og så mig.

Du kan selv tjekke efter den dag i november hvor du allerede har bevæget dig ud til NV. Tidspunktet ligger omkring kl.10.

Efter at have læst den rystende gode Aminas Breve glædede jeg ustyrligt til at læse den følgende bog af Bengtsson: Submarino. Submarino er navnet for en kendt torturmetode, hvor offerets hovede gentagne gange holdes under nede i iskoldt vand indtil denne er ved at drunke.. Fortællingen udspiller sig også i NV og miljøbeskrivelsen er uforandret – ligesom NV er uforandret.

Jeg skal ikke afsløre handlingen, da bogen netop er blevet filmatiseret af Thomas Vinterberg, hvis du på utrolig vis skulle have undgået at opdage det. Jeg vil blot konstatere, at det er umuligt at lave en dårlig film med så godt et oplæg, som bogen forærer. Og jeg vil til hver en tid opfordre til at man læser halvdelen af bogen, går en tur i NV og derefter læser resten færdig, inden du tøffer i biografen og ser filmen. Men det siger boglæserne jo hver gang.

Jeg vil gerne citere et kapitel fra Submarino. Det er meget kort, og fortæller præcist om livet i NV. Socialrealisme. Bevares, men det er mere end Ken Loach. Det nærmer sig poesi. Jeg kalder det for socialpoesi. Nyd kap.12 (p.57).

Jeg kunne sagtens se mig som din voldelige eksmand, sagde jeg til Ana. En kort og meget hed affære og vi gifter os. Og en dag ude i fremtiden skændes vi, og jeg sparker dig ned ad en trappe. Du er sådan en pige, jeg godt kunne tænke mig at få et polititilhold mod.Polititilhold? spurgte hun. At politiet siger, jeg ikke må… Det er ligegyldigt. Hendes ansigt lyste op, ah, sagde hun og sagde så noget på et sprog, jeg ikke forstod. Hun grinte, sagde: Hvis du sparker mig ned ad trappen, slår jeg dig ihjel, mens du sover. Det lover jeg dig.

Jeg tror, hun kunne lide mig, fordi jeg ikke lod mig mærke med, at hun så sindsvagt godt ud. Jeg havde ikke en chance, det vidste jeg. Så hvorfor gå rundt og logre som de andre fyre. Hun var bare en køn pige, tænkte jeg. En ualmindeligt køn pige, men stadigvæk. Efter et stykke tid, efter hun havde valgt mig, tænkte jeg ikke længere sådan. Jeg ville have gjort hvad som helst. Det er en historie for sig. En historie om, hvad jeg ville have gjort. Ræk mig hobbykniven.