Udlængslens remix

Remixes er særegen disciplin for både musiker og lytter. Et godt remix kendetegnes ved at tilføre nye dimensioner til originalen. Oftest betyder det at den fortolkende musiker skal tilføre sit personlige udtryk, og remixet skal derfor kunne stå alene – uden forudsætningen at kende originalen. På den anden side er de fleste gode remixes ofte en naturlig forlængelse af den oprindelige idé. Det er med andre ord en noget udefineret balanceakt, der afgør kvaliteten af et remix.

Indenfor elektronisk musik er single-remixes snarere reglen end undtagelsen. Oftest tages en markant lydsekvens ud; den vendes, vrides, strækkes og bøjes indtil et nyt udtryk kommer frem. Desværre bliver det ofte noget monotont. Tilgengæld er remixes indenfor rock tit noget der ender i en bunke rodet jammeri, hvilket man skal gå i en stor bue udenom!

Alligevel lykkedes det en gang imellem at finde små funklende perler. Dette Ratatat-remix af Björks Wanderlust fra det forrygende album Volta indeholder alt hvad et godt remix skal kunne. Man kan straks genkende Ratatats karakteristiske guitarlyd, samtidig med at Björks stemme stadig er bærende for nummerets fremdrift. Samspillet mellem de to musikalske udtryk fungerer næsten perfekt. Detaljer kan altid diskuteres, men det er ligesom den frihed man må give Ratatat for at afsøge det fremmede territorium, som Björks univers er.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Egentligt er det længe siden jeg har opdaget remixet, og har tilmed haft det på set-listen flere gange, når jeg har dj’et rundtom i byen. Alligevel skulle I lige se den fine eventyrlige og syrede video, som Encyclopedia Pictura har kogt sammen af dukkespil, miniaturer og akrobatik. Videoen passer bedre til dette remix end til originalen.

About Rune

Velkommen til min personlige blog. Her kan man forvente at finde ny progressiv musik og små teknologiske mirakler, som du bør pimpe din musiksamling med. Altsammen for at forbedre din musikalske bevidsthed. Opstarter af unoder.com. Følg også min kvidren på twitter.
This entry was posted in Musik and tagged , , , , . Bookmark the permalink.