runehausner.dk

Fra i dag er Gaffa Live gået i luften, og formålet med at lave en portal, der samler koncerter, billeder, anmeldelser i en søgemaskine. Initiativet fejler intet; det gælder om at få folk til at gå til flere koncerter.

Umiddelbart lyder projektet meget fedt, men samtidig har jeg lidt svært ved at se hvor meget gavn portalen tilbyder brugeren.

For udover en samlet og endeløs lang liste af koncertarrangementer, kan man finde de selv samme oplysninger ved simpel google-søgning og på de forskellige koncertsteders hjemmesider. Og i dag er den største tvivl begrænset til om hvorvidt man skal købe billetten på billetnet eller billetlugen.

For at Gaffa Live skal have en berettigelse skal der være mulighed for at designe egen personlige profil med koncert-liste, anbefalinger,  som ens venner kan følge med i, og kommentere på.

Ligesom der burde være muligheder for at opstille kvalitative søgekriterier såsom genre, billetpris, by og tidspunkt. Og gerne flere på een gang.

Nuvel, sitet er kun lige gået i luften, men disse ting skal snarest implementeres for at bevare nysgerrigheden hos folk.

Det absolut bedste ved Gaffa Live ville være, hvis Gaffa Billet blev en reel konkurrent til Billetlugen og Billetnet, der ikke er blege for at 20kr gebyr per billet – selv når man har tastet data ind på og printet. Disse ågergebyrer ville mange med glæde betale til Gaffa fremfor de ægte billethajer.

I går blev spilleplanen offentliggjort til årets udgave af Roskilde Festivalen. Jeg har netop modtaget en kopi heraf, og kan allerede nu se hvorledes jeg kommer til at fise rundt mellem scenerne. Der plejer at være en skematisk løsning – indtil videre må I nøjes med denne old-school løsning:

Pavillion Junior:

Cody

Vinnie Who

Giana Factory

Kellermensch

Jooks (så bli’r Thomas glad.. )

Torsdag:

18.00 Social Distortion

20.00 Rumpistol

22.30 Hjaltalin

00.30 Trentemøller

Fredag:

15.00 Fleet Foxes

17.00 Faith No More

18.00 Friendly Fires

19.30 Nick Cave & The Bad Seeds

21.00 The Mars Volta

22.30 2 Many DJs

23.00 Gang Gang Dance

00.00 Jenny Wilson

01.00 Nine Inch Nails

03.00 Analogik

Lørdag:

12.00 Paavoharju

14.30 …And You Will Know Us By The Trail Of Dead

17.00 Elbow

18.30 I Got You On Tape

19.00 Amadou & Miriam

23.00 The Pains Of Being Pure At Heart

00.00 Fever Ray

01.00 Black Dice

02.00 Blackmau5

02.00 Malk De Koijn

Søndag:

14.30 Mikkel Metal

16.00 2562

17.00 Eagles Of Death Metal

18.30 M.Ward

18.30 The Whitest Boy Alive

19.15 Madness

20.45 Yeah Yeah Yeahs

00.00 PharPhar presents A Rub A Dub Night

Som det fremgår af programmet er der ikke mange eksistentielle musikvalg der skal træffes, og det kan da sagtens tænkes at halvdelen af festivalgæsterne følger min sti. De er i hvert fald velkomne.

Jeg elsker David Bowie. Det har jeg gjort i rigtigt mange år efterhånden, og ligesom alle andre Bowiefans er perioden fra 80-89 hans absolutte kunstneriske lavpunkt. Heldigvis kan det kunstneriske udfald kan nemt negligeres, omend jeg lige vil dele denne kindhest med jer. Jeg læste om anekdoten i Bowie-biografien Station til Station, der varmt kan anbefales til alle Bowie-interesserede.

Digteren Michael Strunge var ligeledes stor fan af Bowie, og lod sig påvirke utroligt meget af Bowies tekster fra de tidlige år. Så meget, at inden han overhovedet havde fået udgivet sin første digtsamling Livets Hastighed, havde syslet med at få Bowies tekster udgivet på dansk. Det blev dog aldrig til noget, da ingen forlag ville udgive digte henvendt til rockentusiaster. I stedet blev Strunges debut opkaldt efter en Bowie-sang, og på fribladet stod det legendariske omkvæd fra Changes: Turn and face the strange.

Nuvel, Strunge fulgte ikke med Bowie, da han udskiftede The Thin White Duke med de pastelfarvede suits, og pludselig sang duetter med skrækikonet over dem alle Tina Turner. Det var en rasende men veloplagt Strunge, der anmeldte Bowies koncert på Nya Ullevi d. 10. juni 1983 i P1, og han sang følgende på klassikeren Life On Mars?:

Og det var Sveriges torturerede kyst

At Mickey Mouse er vokset til en ko

Nu strejker arbejderne for berømmelse

Når Bowie er til salg igen.

Se fansene i deres tusindtalshorder

Fra København til Stockholms skærgård

Bowies bedste hits er ud over alle grænser

For min moder, min hund og min klovn.

Men sangene er en nedslående kedsomhed

For jeg sang den ti gange eller mere

De er ved at blive sunget igen

Da jeg be'r dig om igen at stille ind.

Til alt held fandt Bowie sig selv igen, og har sidenhen lavet nogle forrygende plader, hvor Heathen er en personlig favorit. Jeg ser frem til at høre nyt fra Bowie, der efterhånden har holdt en længere pause siden han gennemgik en hjerteoperation og efterfølgende aflyste bl.a. koncerten på Roskilde i 2004.

Jeg er netop hjemvendt fra en CocoRosie-koncert i den Grå Hal. Det var en rigtig rigtig god koncert. De spillede en masse fede små sange, der oftesthandler om outsiders, tvetydige kønsroller og om at give magten tilbage til naturen. Gerne på een gang.

Iført henholdsvis maskulint hiphopperkluns og yndigt husmordress gav de to indianersøstre en lektion i hvordan harpe, kazoo, bjælder kan forenes med traditionelle instrumenter som trommer, piano og bas. Selv miaver og spinder den ene af søstrene – Bianca, hiphopperen – som kat sig igennem numrene, mens den anden – Sierra, yndigheden – danser som en sylfide og synger noget der må betegnes som badeværelsesopera. En cocktail man fint kan opleve på plade, men så absolut bedst live.

Da CocoRosie kom ind på scenen for at give ekstranumre skete noget hidtil uhørt og uset. Som om de to søstre ikke har deres helt eget univers, nu sparker de sørme også til den gængse oplevelse af en koncert.

En asiatisk kvinde toner frem på scenetæppet bag søstrene. Henslængt i en lårkort kjole ligger hun foran en kamin med et udfordrende blik, der stinker langt væk af billig autobahn-hudfilm. Så åbner hun munden, og alle på det første støn bliver dine formodninger bekræftet. Kvinden hedder Alexyss K Taylor, det amerikanske underlivs feministiske forkæmper, og giver en 4 min lang lektion i at elske, ære og give respekt til det kvindelige kønsorgan.

Bandet er begyndt at spille nummeret By Your Side og Sierra – skønheden indestængt og fastlåst i det kønsdiskriminerende forklæde – synger så fint sangen, mens søster Bianca stopper og starter videoen forfra og cutter videoen op, så Alexyss powertale til kvinder kommer til at give et rap-flow, der rammer rytmen utroligt godt og samtidig står i skarp kontrast til skønsangen.

Jeg har aldrig før set YouTube til en koncert. Slet ikke på en så nytænkende måde. Det er helt vildt simpelt, men mega gennemført og ikke spor plat. Det er fedt at forskellige medier smelte sammen, når det skaber nye dimensioner til sangene.

CocoRosie kan ikke få roser nok herfra. Genialt. Banebrydende. You name it. Jeg er løbet tør for ord…

Jeg er så heldig at jeg lige har haft fødselsdag. Ikke heldigt fordi jeg blev et år ældre – den tid er ovre, selvom jeg egentligt går meget lidt op i aldersparanoia – men fordi jeg fik et gavekort til Boomkat. Eller et “gift voucher” som den slags hedder på moderne.

Boomkat er karakteriseret ved at have et gigantisk katalog indenfor elektronisk musik – specialiseret indenfor små og uafhængige labels. Vigtigst er det at Boomkat er enormt progressivt: de udgiver selv enkelte artister og de altid interessante ’14tracks’-compilations. Blandt andet er “In Search of Wonky” (del 1 og 2) og “Hypercolour” blevet spyttet ud – hermed blev 2 nye musikgenrer pludselig defineret, og er tilmed nået helt frem til Information.

Efter at have surfet en del rundt på det noget uoverskuelige boomkat-site, har jeg fundet en del lækker musik som jeg glæder mig til at gå sommeren i møde med:

The Field – Yesterday and Today: Sprit ny og helt igennem lækkert ambient. På højde med debuten “From Here We Go Sublime”.

Apparat – Multifunktionsebene: 2001-release som jeg ikke har kunnet finde andre steder i akzeptabel kvalität.

Circlesquare – Pre-Earthquake Anthem: Chillet organisk house til lyse sommernætter. Debut-album fra 2003.

Benga – Buzzin/One Million: Nyeste 12″ fra dubstep-fænomenet.

Boxcutter - Arecibo Message: Boxcutter har jeg skrevet om før.

Gang Gang Dance – Saint Dymphna: Fænomenalt album fra fænomenalt band. Årets Roskilde Festival-must see.

Og så er gavekortet ikke en gang brugt op endnu. Herligt!

Remixes er særegen disciplin for både musiker og lytter. Et godt remix kendetegnes ved at tilføre nye dimensioner til originalen. Oftest betyder det at den fortolkende musiker skal tilføre sit personlige udtryk, og remixet skal derfor kunne stå alene – uden forudsætningen at kende originalen. På den anden side er de fleste gode remixes ofte en naturlig forlængelse af den oprindelige idé. Det er med andre ord en noget udefineret balanceakt, der afgør kvaliteten af et remix.

Indenfor elektronisk musik er single-remixes snarere reglen end undtagelsen. Oftest tages en markant lydsekvens ud; den vendes, vrides, strækkes og bøjes indtil et nyt udtryk kommer frem. Desværre bliver det ofte noget monotont. Tilgengæld er remixes indenfor rock tit noget der ender i en bunke rodet jammeri, hvilket man skal gå i en stor bue udenom!

Alligevel lykkedes det en gang imellem at finde små funklende perler. Dette Ratatat-remix af Björks Wanderlust fra det forrygende album Volta indeholder alt hvad et godt remix skal kunne. Man kan straks genkende Ratatats karakteristiske guitarlyd, samtidig med at Björks stemme stadig er bærende for nummerets fremdrift. Samspillet mellem de to musikalske udtryk fungerer næsten perfekt. Detaljer kan altid diskuteres, men det er ligesom den frihed man må give Ratatat for at afsøge det fremmede territorium, som Björks univers er.

Egentligt er det længe siden jeg har opdaget remixet, og har tilmed haft det på set-listen flere gange, når jeg har dj’et rundtom i byen. Alligevel skulle I lige se den fine eventyrlige og syrede video, som Encyclopedia Pictura har kogt sammen af dukkespil, miniaturer og akrobatik. Videoen passer bedre til dette remix end til originalen.