Et så kønsløst ord som en hobbykniv kaldes på slang en boxcutter derovre i De Varme Lande hvor man snakker engelsk. Så usexet skal man nok ikke oversætte Boxcutter. Det handler nok mere om at nedbryde genrer og kassetænkning og alt sådannoget.. Anyway, navnet er sgu fedt!
Ligemeget hvad, så har nordireren lavet et helt igennem lækkert album, Oneiric. Jojo, det er helt tilbage fra april i 2006; det var dengang folk snakkede om Da Vinci Mysteriet. Boxcutters vilde blanding af successive jazz-hapser med håndspillet dubstep er balsam til øregangene i denne kolde tid. På sine steder virker dubsteppen som anakronisme i et jazz-palads, andre steder er det omvendt. Wauw!
Jeg ved ikke om I kan følge mine skæve tanker, men sådan bliver man af at høre Oneiric. (Du skal alligevel bare høre pladen, og “Wauw!” ridser det nu helt fint op).
Jeg glæder mig næsten til at jeg skal køre i bus igen, for så har jeg 1 time allokeret til lyden af alle andre steder end Januarsdanmark. Efterfølgeren til Glyphic har jeg allerede hørt i bussen igennem længere tid, men den har nu ikke ramt mig ligeså dybt. Jo, det er skam godt, men der er lidt for meget doven loungefims til min smag. Det er nemlig det udadvendte i Oneiric, der gør albummet til noget af det bedste dubstep, der er havnet i mine ører længe. Tak for det.
Jeg vil ønske du snart får hørt dette fantastiske nye gamle album.
